Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Fejl om akuttelefonen 1813

Birgitte Rav Degenkolv, vicedirektør, Den Præhospitale Virksomhed. Region Hovedstaden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I en debat om de praktiserende lægers rolle i sundhedsvæsenet benytter praktiserende læge Daniel Rotenberg 24/4 lejligheden til samtidig at få trykt et par usandheder om Region Hovedstadens akuttelefon 1813.

DR skriver bl.a., at ventetiderne på 1813 jævnligt er over en time.

Halvdelen af de i alt 937.000 opkald i 2014 blev besvaret inden for 4 minutter og 21 sekunder. Langt de fleste borgere kommer igennem inden for 10 minutter.

Påstanden om, at akuttelefonen 1813 skulle være under tilsyn af Sundhedsstyrelsen, er heller ikke korrekt. Akuttelefonen 1813 havde for et år siden tilsynsbesøg af Sundhedsstyrelsen, men dette forløb er afsluttet.

Men når nu Daniel Rotenberg har budt op til dans, så kan jeg da lige tilføje, at brugerundersøgelser viser, at langt hovedparten, nemlig 90 pct. af de borgere, der er i kontakt med akuttelefonen 1813, er tilfredse med den rådgivning, de får.