Peter Øvig Knudsen: Jeg tager en tænkepause
En af de mest triste nyskabelser i sproget har været begrebet ’ytringsfriheds-fundamentalisme’ (hvad bliver det næste: Demokrati-fundamentalisme? Kærligheds-fundamentalisme?).
Sjældent har jeg følt mig så forstemt i forhold til den offentlige debat, som jeg har gjort i tiden efter terrorangrebene i Paris og København.
Det synes umuligt at stille noget op over for den absurde tendens, at et forsvar for ytringsfriheden automatisk ligestilles med intolerance eller endda hetz mod muslimer. Og det har ikke mindst været et problem her på Facebook.
Derfor har jeg besluttet at holde min kæft i denne sag et passende stykke tid fremover.
Men jeg mener stadig, hvad jeg har skrevet: Mødet med vor tids farligste fascisme.
Foreløbig har terroristerne tilsyneladende vundet kampen om deres profets ukrænkelighed i medierne. Og højrefløjens monopol på kampen for ytringsfrihed er på sørgeligste vis stort set uanfægtet.
En af de mest triste nyskabelser i sproget har været begrebet ’ytringsfriheds-fundamentalisme’ (hvad bliver det næste: Demokrati-fundamentalisme? Kærligheds-fundamentalisme?)
Hidtil er beskyldningen om fundamentalisme mod menneskerettighedsforkæmpere kun kommet fra Søren Krarup og andre på den yderste højrefløj. Nu benyttes begrebet flittigt af venstreorienterede, ikke mindst fra 68-generationen, til at mistænkeliggøre andre mennesker med det synspunkt, at vi ikke skal lade os true til at give køb på grundelementerne i vores demokrati – religionsfrihed, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed.
Når jeg selv på Facebook har undret mig over den nye vaghed over for den islamistiske fundamentalisme, har jeg straks skullet forklare andre venstreorienterede, at jeg ikke med ét har overtaget et arsenal af højreorienterede synspunkter:
Nej, jeg støtter ikke den israelske besættelsesmagts brutale overgreb mod den palæstinensiske civilbefolkning. Nej, jeg mener ikke, at svaret på terror er mere overvågning og kontrol, som udhuler retssamfundet. Nej, jeg mener ikke, at muslimer er dårligere eller mere dogmatiske mennesker end andre religiøse.
Jeg opfatter mig selv som et religiøst menneske, men jeg mener, at religion – forstået som kirkedannelse, magtinstitution og dogmatik – ofte risikerer at komme i modsætning til fritænkning, tolerance og demokrati. Religiøsitet må være en privatsag, og vi må aldrig lade religionerne indskrænke det fælles, demokratiske frirum.
Jeg har hverken tegnet eller trykt tegninger af guder og profeter. Jeg har heller ikke det synspunkt, at man skal trykke de tegninger hele tiden og overalt – eller ”bare for provokationens skyld” (og det er der vist heller ikke så mange andre, der mener...).
Men jeg vil slås for, at enhver tegner, kunstner og forfatter uden at bringe sig selv i livsfare kan udtrykke sig, som hun finder rigtigt. Også selv om jeg ikke er enig. Og uanset om hendes ytringsfrihed er truet af multinationale giganter som Apple og Facebook, af kriminelle bagmænd eller af religiøse fanatikere.
Jeg vil tænke mig om. Denne debat kræver åbenbart kommunikative evner, jeg ikke ejer i dag. Jeg vil øve mig. I mellemtiden har jeg en BZ-bog, der skal skrives.