Tavsheden om min fars selvmord

Det er 40 år siden, min far døde. Han blev 35 år. Forud var gået en lang sygdomsperiode, som forandrede ham og vores familieliv definitivt. Hans sygdom prægede de sidste år, han var her på en måde, som kastede lange skygger ind i fremtiden og fik afgørende betydning for hans eftermæle og vores – hans nærmestes – og omgivelsernes håndtering af savnet og sorgen.

Hvis han var død af cancer, ville sygdomsforløbet og tabet være lige pinagtigt og tragisk. Vi ville, er jeg sikker på, holde hans minde i live ved at tale både om svære tider, hvor han og hans nærmeste led under symptomerne fra en nådesløs sygdom, om gode stunder undervejs og fra før sygdommen brød ud, og om det himmelråbende urimelige i, at en mand i hans alder blev revet bort fra sine nærmeste.

Hans skæbne ville ikke give mening, og også dét ville vi tale om og rase og fortvivle over for med tiden at forlige os med det skete. Jeg ville med årene jævnligt støde på andre, hvis kære var revet bort af kræft, og jeg ville genkende træk fra deres historier og fortælle min egen.

Men min fars sygdom var ikke cancer, og i fysisk forstand var det ikke sygdom, han døde af. Han var maniodepressiv og tog sit eget liv den allersidste vinterdag i 1975.

De spredte bemærkninger

Jeg var fire år gammel, og for mig kunne det være fløjtende ligegyldigt, hvorfor han pludselig var væk, og hvad der var gået forud. Jeg savnede ham, jeg manglede ham, og iøvrigt glædede jeg mig, til han holdt op med at være død. Altid og aldrig mere var uforståelige begreber, hvis omfang jeg slet ikke forstod.

Jeg husker primært alvorlige voksne og min storebrors og farmors gråd og en underlig forklaring om, at min far var død, fordi han kom til at tage for mange piller.

Derefter – tavshed.

Med årene hørte jeg fra tid til anden spredte bemærkninger om ham. Det var, og gudskelov for det, ikke dem alle, jeg forstod, men jeg gemte dem indeni sammen med mine dyrebare minder om hans varme og trygge arme og kærlige ord. Min mor, der som en af ganske få altid har omtalt min far med varme og respekt, forsøgte, som jeg blev ældre, fra tid til anden at tale med mig om ham, men blev, har hun siden fortalt, mødt med forlegenhed fra min side.

Forbundet med noget ubehageligt

Det var gået op for mig, at hans person blev forbundet med noget ubehageligt og svært, og selv om jeg ikke kendte ordet tabu, vidste jeg alt om, hvordan et sådant i praksis tog sig ud.

Det gav mig til gengæld frit spil for at fantasere om og idealisere ham for sidenhen at søge ham overalt. På godt og ondt, dog mest ondt, da jeg atter og atter måtte erkende, at selv gode faderfigurer aldrig erstattede mit tab, og især da jeg i teenageårene blev givet muligheden for at komme fysisk meget tæt på de mænd, hvis omsorg og opmærksomhed jeg higede efter.

Jeg vidste ikke præcist, hvad jeg søgte, og uanset hvad, havde jeg alligevel aldrig fundet det.

Jeg anerkender, at man i 1970’erne havde et andet syn på børns sorg og savn end i dag. Jeg er på det rene med, at der ikke var sorggrupper, og at PPR ikke stod til rådighed med vejledning til min klasselærer, som var bekymret over min megen tale om min døde far. Men jeg ved, er ikke et øjeblik i tvivl om, at min far og hans død ikke var blevet tiet væk, havde hans sygdom været en anden.

Tilbuddet kom for sent

At han var dukket op som samtaleemne, om så blot kortvarigt, til familiesammenkomster og i andre sammenhænge, hvor voksne, der havde kendt ham, ville have delt historier, positive som negative, om ham. At han var blevet nævnt i mere end én eneste tale til min konfirmation og siden mit bryllup som det, han var og er: halvdelen af mit ophav. En far, der elskede mig.

Retfærdigvis skal det siges, at enkelte voksne omkring mig forsigtigt tilbød at fortælle mig om ham, da jeg blev voksen. Desværre kom tilbuddene så sent, at følelsen af, det var forbudt og farligt område, havde bidt sig fast i mig sammen med forlegenheden over at tage et sårbart emne op – et emne, som andres tavshed og uoverlagte bemærkninger havde cementeret som upassende.

Fraværet af positive historier

Hvad jeg i stedet har hørt, både som barn, ung og voksen, er bemærkninger om hans sidste handling som fej og kujonagtig. Jeg har hørt ham omtalt som psykopat. Jeg fik serveret en fortælling om, hvordan han havde siddet på et værtshus og udskrevet blankochecks til folk, der så triste ud, som en munter historie, da jeg var 10-12 år gammel og ikke anede, hvad en mani var.

Jeg har hørt grummere beretninger, som jeg vælger at holde for mig selv, om uansvarlig og, i ordets egentlige betydning, vanvittig adfærd. I fraværet af positive historier gjorde og gør det mig særligt ondt, idet jeg havde så uendeligt lidt at holde de smertelige af slagsen op imod.

Tavsheden var dog det værste. Det, at min far blot kunne forsvinde endnu engang, at han end ikke var værdig til at blive nævnt.

Flygtningelejr i Tyskland

Visse fakta om hans baggrund – ikke om hans væsen og natur – har jeg derimod fået. Min farmor flygtede under Anden Verdenskrig fra en privilegeret tilværelse i Prag med to små børn, min faster og min far, mens min tyske farfar var indkaldt som soldat.

At bevæge sig til fods fra Prag til en flygtningelejr i Tyskland har naturligvis og indiskutabelt været grufuldt for alle tre. Og traumatiserende – hvilket først udmøntede sig i min fasters skizofreni allerede fra puberteten, siden i min fars sygdom.

Den opstod dog først under et såkaldt sensitivitetskursus i 1970'erne. Forinden havde han uddannet sig, giftet sig og sat to børn i verden – den historie er også hans, men sygdommen og hans dødsårsag kom til at definere ham efterfølgende. ”Psykopat” – næppe. Alvorligt psykisk syg – ja. Af næsten indlysende årsager.

Hvert selvmord, sin historie

Hvert selvmord har sin forhistorie og årsag, nogle tilsyneladende ubegribelige, andre fuldt forståelige. Aktiv dødshjælp debatteres hyppigt, og passiv dødshjælp finder allerede sted her i landet. Alligevel vedbliver dét at give sig selv hjælp til at dø – hvilket i min overbevisning først og fremmest må opleves som hjælp til ikke at leve, eftersom det, man vælger til, er ukendt – at være omgærdet af fordømmelse og efterfølgende tabuisering.

Det siger sig selv, at vi med alle midler skal forebygge selvmord foretaget i affekt og baseret på pludselige impulser. Ikke mindst, når der ud fra alle objektive skøn er mulighed for en bedring af den suicidaltruedes tilstand. Jeg er dog af den faste overbevisning, at det er et lidende menneskes ret at afslutte livet, optimalt set på et velovervejet og gennemtænkt grundlag, men hvem skal egentlig gøre sig til dommer over det?

Vedbliver vi at skamme den afdødes sidste, definitive handling ud og at lade dette alene udgøre hans eller hendes eftermæle, eventuelt forstærket af vedkommendes tilstand og handlinger forinden, devaluerer vi samtidig det liv, der gik forud. Præcis, som hvis vi udelukkende forholdt os til canceren, der kostede en nærtstående livet, i stedet for at mindes og værdsætte personen, som han var, før sygdommen satte ind.

Det har hverken den afdøde eller hans efterladte fortjent.

Når livet er ubærligt

Som ung havde jeg meget svært ved at forlige mig med selvmord som dødsårsag, men det er med årene kommet til at stå for mig som en lige så naturlig konsekvens af en alvorlig sindslidelse, som døden er det for en del cancerpatienter. Ikke mindst efter at jeg selv som ung oplevede depressive tendenser for første gang – til alt held langt fra i samme omfang som min fars og i en tid, hvor der var og er kvalificeret hjælp at hente i form af både medicin og samtaleterapi.

At tage livet af sig, når samme liv vedvarer at være ubærligt, pinagtigt og smertefuldt, står for mig som lige så naturligt, som det er instinktivt at kaste sig i havet uden tanke for, om man kan bunde, hvis man er omspændt af flammer og ved at brænde op. Eller for den sags skyld at ønske morfinen skruet op, om det så medfører døden, når man er ved at gå til af fysiske smerter.

Jeg vil altid savne min far – ikke dyrke savnet, men mærke og rumme det, der oftest blot er et lille stik i hjertet.

Jeg vil ikke acceptere, at liv, korte eller lange, ties ihjel, fordi dødsårsagen afviger fra cancerpatientens.