Hold det etiske fokus på de levende
Det er glædeligt at se, at der er bred politisk opbakning til at arbejde for at øge antallet af organdonationer ved at tillade donation fra hjertedøde. Et tiltag, der er indført med succes i både Holland, Storbritannien og Spanien.
Naturligvis er meningerne mange i forhold til de etiske problemstillinger, der følger i kølvandet på en beslutning om, at også hjertedøde kan anvendes som organdonorer. Men vi må ikke glemme, at det er hensynet til levende mennesker, der ligger bag den politiske beslutning. Vi kan redde liv og sikre øget livskvalitet for mennesker, der er i live, men har et akut behov for behandling. Hjertedøde patienter er døde patienter. Der er tale om patienter, der ikke kommer til at leve igen, men i døden kan de give livet videre til andre – være livreddende.
Ved at tillade organdonation fra hjertedøde vil vi opleve, at endnu flere pårørende skal tage stilling til, hvad der skal ske med afdødes organer. En stor og belastende beslutning i en svær stund. En beslutning som de pårørende kan være foruden, hvis flere levende tilmelder sig donorregisteret.
Da 80 pct. af danskerne ønsker at være organdonorer, men blot 20 pct. har tilmeldt sig donorregisteret, anbefaler Foreningen 7 Liv, at næste politiske skridt er at sikre en enkel og tilgængelig tilmelding til donorregistreret, så en langt større andel tilmelder sig. På den måde påhviler beslutningen om organdonation ikke længere de pårørende i en svær stund, og de kan tage afsked i fred.