Le Danemarc s’efface: Danmark forsvinder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er ikke god til fransk, selv om jeg er nysproglig student fra Christianshavns gymnasium i 1957.

Jeg er heller ikke nogen beundrer af Georg Brandes, hvis betydning for Danmark og dansk kultur efter min mening har været katastrofal, men den sætning på fransk, som han, så vidt jeg husker, citerede i en tale i Studentersamfundet i 1890’erne, har bidt sig fast i min erindring, og fra tid til anden gentager jeg den for mig selv – i de senere år med en følelse af frygt, ja, rædsel.

Le Danemarc s’efface.

Det er altså fransk og betyder: Danmark forsvinder.

Så vidt jeg også husker, var det en fransk avis, der skrev sådan om det Danmark, der i Tysklands skygge efter 1864 var ved at forsvinde eller svinde hen, og Georg Brandes citerede det – det skal siges til hans ære – som et angstskrig eller som en rystet advarsel til det Danmark, der dog var hans fædreland, og som han ville anspore til forsvar for fædrelandet eller til livsvilje og selvhævdelse.

Ja, Danmark forsvinder – dette var sandheden om det lille land i det svulmende Tysklands skygge.

Det Radikale Venstre, der blev Georg Brandes’ politiske arvtager, bidrog kraftigt til Danmarks udslettelse i forbindelse med Sønderjyllands skæbne, i forbindelse med den tyske besættelse, og senest og mest skæbnesvangert i forbindelse med udlændingeloven af 1983, som simpelthen nedlægger Danmark som danskernes land ved at forvandle Danmark til et indvandrerland.

Et kuet folk

Her vil danskerne i løbet af nogle generationer blive til et afmægtigt mindretal, hvis kultur, nationalitet og hele identitet forsvinder i den malstrøm af indvandrere, som udlændingeloven og EU og FN’s menneskerettighedsideologi har skabt.

Le Danmarc s’efface: Danskerne er ved at blive underkuede og fremmede i det land, der i tusind år var deres.

Jeg siger det efter 55 års arbejde for den kristendom og danskhed, som jeg overtog fra mit hjem.

Jeg siger det efter 10 års arbejde i Folketinget i et afmægtigt forsøg på at råbe danske lovgivere op for at forhindre, at Danmark forsvinder, og det danske folk bliver et kuet mindretal i dets eget hjem.

Og jeg siger det efter læsningen af en rystende bog, som – karakteristisk nok – er blevet fuldstændigt overset og fortiet i den danske debat.

Bogen hedder ”Der var et yndigt land”. Den er skrevet af tre sandhedsvidner, som – karakteristisk nok – er stødt ud af den danske debat som personer, man ikke må lytte til og slet ikke tage alvorligt.

Larmende tavshed

Den er skrevet af Mogens Camre, Ole Hasselbalch og Lars Hedegaard og er udkommet på Den Danske Forenings forlag, og siden den blev udgivet for to måneder siden, har der hersket fuldstændig tavshed om dens rystende, ja alarmerende tekst.

Le Danemarc s’efface – ja, i den indvandringsbølge, der strømmer ind over Danmark og gør danskerne til fremmede og et mindretal i Danmark, vil hverken politikere, presse eller anden offentlighed vide af den forfærdelige virkelighed for det danske folk, som er blevet til siden 1983, og som fortsætter fra år til år. Tavsheden er talende. Fortrængningen af indvandringens realiteter er uhyggelig.

Den politiske korrektheds fortielse af en rystende, rystende virkelighed for det danske folk i det land, der før var Danmark, er ikke til at bære.

Ja, le Danemarc s’efface: Danskerne er ved at blive fremmede i Danmark.