Fortsæt til indhold
Debatindlæg

TryghedsGruppen skal styrkes til fremtiden

Jørgen Huno Rasmussen, bestyrelsesformand i TryghedsGruppen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP 17/1 beskyldte Kent Petersen, Viggo Nedergaard Jensen og Lars Bytoft os i bestyrelsen for ikke at tage processen om TryghedsGruppens fremtid alvorligt.

Den påstand kan vi heldigvis afvise.

Vi vil gerne minde om, at vi netop nu står foran vigtige strategiske beslutninger i TryghedsGruppen.

Processen, vi står midt i, handler om at styrke TryghedsGruppen til fremtiden.

Derfor skal vi også i repræsentantskabet leve op til det ansvar, medlemmerne har givet os.

De løsninger, vi skal finde, kræver, at vi kan finde massiv opbakning i repræsentantskabet. Det er ikke nogen let opgave. Men det sikrer også, at der ikke er nogen, der kan ”kuppe” noget igennem.

Vores kollegaer i repræsentantskabet har på flere møder i 2014 givet udtryk for deres holdninger både internt og eksternt.

Repræsentanterne gav os efterfølgende ét klart budskab: Hold momentum i processen, og lad os ikke bremse af noget valg, for det har vi jo hvert år.

Nødvendige ændringer

Derfor besluttede vi at indkalde til ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 24/2 i år. Her er målet netop at afsøge, hvilken model der kan opnå bred opbakning. Forudsat at repræsentantskabet enes om en løsning, vil vi med massiv opbakning kunne træffe en endelig beslutning om de nødvendige vedtægtsændringer på det ordinære møde 18/3.

Det betyder, at de nyvalgte repræsentanter således også vil være med til at træffe den endelige beslutning om TryghedsGruppens fremtid, og dermed har vi både respekteret det nuværende og det kommende repræsentantskab.

Samtidig lytter vi til medlemmernes holdninger og forventninger.

Alle medlemmer har mulighed for at kontakte deres lokale, regionalt valgte repræsentant eller deltage i debatten på vores website, hvor medlemmerne også imellem de årlige valg kan komme med idéer og forslag og påvirke deres repræsentanter.

Men ansvaret for beslutningerne om TryghedsGruppens fremtid ligger hos os 70 medlemsvalgte repræsentanter. Vi opfordrer til, at vi alle tager det ansvar på os og finder en løsning, der kan opnå massiv opbakning.

Vi kan love, at vi bruger præcis den tid, repræsentantskabet finder nødvendig, for at finde en løsning.

Lykkes det ikke, kører vi videre som i dag.