Davos kan blive verdens øjenåbner

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De forfærdelige begivenheder i Paris og det nordlige Nigeria har endnu en gang understreget, hvor uroplaget og splittet verden er. Religiøs ekstremisme og sekterisme nærer terrorisme og bærer ved til omfattende konflikter, som har tvunget millioner af mennesker i Syrien, Irak og andre steder til at flygte.

Aggressiv nationalisme og en politik baseret på fordomme og et fejlagtigt identitetssyn er på fremmarch i mange lande. Sygdom og sult kræver fremdeles forfærdeligt mange ofre.

Vi ved imidlertid udmærket, hvad der skal til for eksempelvis at bringe ebolakatastrofen til ophør, sætte en stopper for klimaforandringerne, udrydde hungersnød i verden og tage fat på den vanskelige opgave at hele dybe skel, der er opstået i forskellige samfund.

At det ikke er lykkedes os, skyldes ikke mangel på viden eller globale ressourcer, men ledelse og beslutsomhed – hos politikere og i samfundet som sådan. Hvordan det problem løses, bør stå i centrum af debatten i Davos i denne uge.

Lad os tage ebola først. Vi har kendt til denne sygdom i 40 år; hvor dødelig den er, hvordan den smitter, og hvordan man forhindrer smitte. Ikke desto mindre er tusindvis af mennesker bukket under for sygdommen i det vestlige Afrika, og først nu er der blevet mobiliseret ressourcer fra forskellig side til at bremse den.

Vi bliver nødt til at tage ved lære og sikre os, at vi kan gribe ind hurtigere og mere effektivt, før en så dødelig sygdom finder fodfæste. De seneste måneder har også understreget, at det er nødvendigt, at de store medicinalvirksomheder investerer mere i sygdomme, der optræder i fattige lande.

De fantastiske fremskridt, der er gjort med hensyn til at tackle nogle af verdens største dræbere i form af udvikling og distribution af vaccine, viser, hvad vi kan opnå ved at gøre en fælles indsats.

For det andet har Afrika, som er hjemsted for verdens største uopdyrkede landbrugsareal, potentiale til at være med til at bringe den globale fødevaresikkerheds- og ernæringskrise til ophør. Alligevel kan Afrika end ikke producere nok til at brødføde sin egen befolkning.

Den nødvendige infrastruktur

De afrikanske lande har erkendt, at de har et medansvar for at sikre en politik og nogle investeringer, der gør det muligt for såvel store som små jordbrugere i Afrika at levere de fødevarer, der er behov for. De respektive lande må sørge for den forbedrede infrastruktur, som er bydende nødvendig for at nå målet. Erhvervslivet må også bidrage, ikke mindst ved at give små jordbrugere adgang til nye afgrødetyper, teknikker og markeder.

Klimaproblemerne udgør et tredje område, hvor der er behov for ledelse. Hvordan kan det være, at det mislykkes den ene klimakonference efter den anden at få et gennembrud, når videnskaben taler sit eget tydelige sprog om truslen mod fremtidige generationer og vor jord?

Til december må der nødvendigvis indgås en global aftale i Paris om de rammer og den politik, der skal til for at bremse klimaforandringerne. Politiske ledere bliver nødt til at se længere frem end næste valg. Civilsamfundet har i det store hele allerede forstået, hvad der skal gøres.

Det er min opfattelse, at virksomheder hurtigt vil reagere på udfordringerne, således som mange allerede har gjort.

Der er næppe noget tydeligere eksempel på, hvor vi skal genopdage vore fælles værdier. Der er kærkomne tegn på, at det langt om længe er ved at gå op for folk.

Undgå de tilfældige løsninger

For det fjerde ved vi, at vellykkede fredsprocesser er vor eneste mulighed for at undgå voldsspiralen. Hvis der ikke er vilje til at tackle fortiden åbent, og hvis der ikke er lederskikkelser, der udviser tilstrækkeligt mod til at give fredskommissioner den uafhængighed, de har behov for, bliver der tale om tilfældige løsninger.

Det kræver mod at binde effektivt an med ofres rettigheder, men det er afgørende for, at sår kan heles for altid. Konfliktfyldt som verden er, bliver der mere end nogen sinde før behov for et sådant mod. Verdenssamfundet bliver nødt til at gøre mere for at støtte lande i denne ofte vanskelige proces.

Endelig er der også et presserende behov for at øge støtten til demokrati og valg. Mens der nu holdes valg i næsten alle lande, er offentlighedens tiltro til demokratiet på retur. I alt for mange lande manipulerer politiske ledere med processen og nægter deres medborgere reel indflydelse.

Selv i fuldgyldigt demokratiske lande hersker der en stedse mere udbredt tro på, at valg ikke ændrer meget, og at den politiske elite kun tjener egne snævre interesser.

I år har politiske ledere endnu en gang valget mellem at benytte valg til at give deres styre et skær af demokratisk legitimitet eller tilsikre en retfærdig situation ved at respektere hemmelige valg og frem for alt acceptere valgresultatet stille og roligt.

Det vellykkede præsidentvalg og den fredelige magtoverdragelse i fjor i Indonesien, der er verdens tredjestørste demokrati, vakte reelt håb for fremtiden, selv om resultatet var meget tæt. Støtte til ærlige valg i Afrika og andre steder er, i lighed med alle disse udfordringer, noget, som Kofi Annan-stiftelsen og jeg betragter som et særligt indsatsområde i år.

I usikre tider er det alt for nemt at overgive sig til frygt og foretage et tilbagetog, vende blikket indad og tænke kortsigtet. Det, der imidlertid er hårdt brug for, er evnen til ikke kun i politik, men også i erhvervslivet og samfundet som helhed at se ud over egne grænser, næste valg eller kvartalsregnskab.

Det bør danne baggrund for ikke alene debatten i Davos, men vore handlinger som vælgere, borgere og forbrugere i de kommende måneder og år.