Kassetænkning ødelægger psykiatrien

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Mennesket før systemet”. De siger det igen og igen. Politikerne. Men systemet kommer stadig i første række. I hvert fald når det gælder mennesker med psykiske lidelser. I Danmark er den ambulante psykiatri nemlig underlagt et system, der kaldes ydelsesstyring. Selv om ydelsesstyring umiddelbart lyder harmløst, er det langt fra tilfældet. Systemet har store omkostninger for både patienter og personale.

Den grundlæggende tanke i ydelsesstyring er, at afdelinger, enheder og sågar enkeltpersoner i psykiatrien skal måles på de ydelser, de præsterer. Det kan eksempelvis være, hvor mange ambulante besøg der skal gennemføres dagligt, eller hvor mange hjemmebesøg der skal gennemføres på en uge.

I praksis betyder det, at personalet skal bruge mere tid på at udfylde skemaer og mindre på at tage hånd om de psykisk syge patienter. Konsekvensen er, at udgangspunktet for det psykiatriske arbejde forskydes fra patientens behov til systemets præmisser. Fokus flyttes dermed fra kvalitet til kvantitet.

I dag er der i psykiatrien opbygget et dominerende ydelsessystem, der på ingen måde understøtter kvaliteten. Snarere tværtimod. En patient, der kommer for at få udleveret medicin, tæller for en ydelse. Mens en telefonkonsultation, som i mange situationer er det mest fornuftige, ikke tæller som en ydelse. En psykiatrisk sygeplejerske fortalte mig, at hun var blevet ringet om af sin leder. Måltallet på 35 ydelser er ikke nået. Det er kritisk, lød meldingen fra lederen, der gav sygeplejersken ordre på at sikre det. Helt konkret betød det for sygeplejersken, at hun skulle bruge sin sparsomme tid på en bureaukratisk ombookingsmanøvre. For de psykisk syge patienter betød det ombookning af deres ambulante tider.

Ikke fagligt forsvarligt

Eksemplet er langt fra enestående. Flere sygeplejersker beretter, at de oplever at stå i situationer, hvor de ikke kan løse opgaver fagligt forsvarligt. Årsagen er den tidsgrænse for ydelser, som er indbygget i systemet. Og konsekvensen er, at dårlige patienter bliver dårligere for i sidste ende at blive indlagt på et sengeafsnit. Indlæggelser, som kunne være forebygget.

Ikke nok med det. I ydelsesstyring er der også indbygget en straf til dem, der ikke spiller med på systemets præmisser. Hvis ikke de opstillede mål for antal ydelser nås, bliver sanktionen, at afdelingens økonomi forringes. Det har flere steder medført ansættelsesstop og en betydelig forringelse af personalets arbejdsmiljø. Tidens hang til et ensidigt fokus på produktivitet og økonomi er ved at slå psykiatrien tilbage.