Naturen vil være rigere uden ulve
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter fundet af den syge og senere døde ulv i Thy kom der liv i diskussionen, om vi skulle beskytte ulven i den danske natur.
Den danske befolkning er ikke blevet spurgt. Afgørelsen er blevet indstillet i Vildtforvaltningsrådet og senere besluttet af miljøministeren. Man har uden videre konkluderet, at ulven har været her tidligere, og så er det naturligt, at den kommer igen, men man har på ingen måde undersøgt, om landskabet og befolkningen har ændret sig.
Aarhus Universitet har på forhånd taget stilling til, at Danmark er ulvens naturlige udbredelsesområde. Jeg har været til et par foredrag om ulven, og jeg fornemmer, at der er et klart ønske om at byde ulven velkommen og om at beskytte den, men vel at mærke uden at vurdere de ulemper, som vi ved, vil dukke op.
Det har været nævnt, at der er plads til omkring 100 ulve i Danmark. Det vil sige en 10-15 flokke med 7-8 stykker i hver. Der findes mennesker, som er bange for en lille hund, så tænk over, hvordan disse ulve vil ændre borgernes opfattelse af at gå og bo i naturen.
Landmændene er stillet en erstatningsordning i udsigt. Jeg mener, det var bedre, hvis der var ret og pligt til at beskytte husdyrene mod ulve.
Ulven er efter nogles opfattelse symbol på vild natur. Men det skal vi ikke bilde os ind, at vi har i Danmark, bare fordi nogle forskere mener, at ulve er spændende og kan forøge biodiversiteten i et land, som har udviklet sig på en måde, der gør, at ulve kun vil skabe problemer.
Vi får en fattigere natur, hvis vi ikke beskytter os mod ulven. Sporene skræmmer fra sæler, skarver, måger, råger og andre arter, som man overbeskytter uden at se på konsekvenser for andre arter i naturen.