Stakkels Israel?
Professor m.m. Bent Jensen har en lang kronik i JP 24/11 om, hvad Israel egentlig skal gøre? Det kan besvares med to ord: stop bosættelserne.
Bent Jensen har selvfølgelig ret, når han skriver at alle Israels naboer gerne ville tilintetgøre Israel, hvis det var muligt, men det er der ingen fare for, så længe de er under amerikanernes beskyttelse. Flere amerikanske præsidenter har forsøgt at bilægge sagen med naboerne, men forgæves. Enhver amerikansk præsident skal have opbakning af den jødiske befolkning i USA, og kan derved ikke slå hånden af Israel pga. økonomiske og stemmemæssige årsager.
Israelerne er dygtige på alle områder, det drejer sig både om landbrug, iværksætteri og militær. På den rene ørkensand har Israelerne frembragt grønne områder, men uden for de grønne områder er det goldt ørkensand. Den israelske premierminister, Yitzhak Rabin, forsøgte at stoppe bosættelserne, og det kostede ham livet, da en fundamentalist slog ham ihjel.
Den nuværende premierminister Benjamin Netanyahu, er en høg og en yderst dårlig nabo. Israelerne er ikke stakler, men provokatører, og de kunne stoppe blodudgydelserne, hvis de stoppede med deres bosættelser. Det burde være nemt at stoppe, men problemet er åbenbart uløseligt.