Opgør med Israels særstatus kræver mere end ord

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Udenrigsminister Martin Lidegaard fortjener ros for sin udmelding omkring Israel, men den skal følges op af reel handling. Her er en række konkrete forslag til, hvad der kan gøres.

Det står lysende klart for enhver, der følger situationen, at besættelsesmagten Israel ikke reelt er interesseret i fred med palæstinenserne. I stedet for at sige ja til de 78 pct. af det oprindelige Palæstina, som verdenssamfundet og palæstinenserne accepterer som Israel, fortsætter Israel med at udvide bosættelserne.

EU kan løfte opgaven

Den eneste chance for to-statsløsningen er et eksternt pres på besættelsesmagten nu.

USA er tydeligvis ikke i stand til at løfte opgaven, og derfor er EU nu vores eneste mulighed for en forhandlet løsning. Her er en række punkter, som vi hurtigst muligt bør se på:

For det første skal vi kigge nærmere på handels- og associeringsaftalen. Det kan ikke passe, at Israel har enorme handelsfordele og prioriteret adgang til europæiske markeder, mens landet samtidig forhindrer en afslutning på en konflikt med stor betydning for EU. Det er ikke en sanktion mod Israel, men respekt for EU’s egne regler.

Vi har tidligere kontaktet EU’s udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, men hendes svar var dog det sædvanlige, at EU har større indflydelse på Israel ved at fortsætte dialogen og de tætte relationer.

For det andet anerkender EU ikke bosættelser som en del af Israel, og derfor skal varer fra israelske bosættelser selvfølgelig ikke omfattes af handelsaftalen, mens den fungerer. Vi kan simpelthen ikke stole på made in Israel, da Israel selv betragter ulovlige bosættelser som en del af Israel.

Den frivillige ordning for mærkning af bosættervarer skal gøres obligatorisk, og alle israelske leverandører skal dokumentere, at made in Israel ikke findes på varer, der stammer fra det besatte Palæstina.

Bistandskroner spildes

For det tredje skal EU-borgeres skattekroner ikke bruges til at støtte bosættelserne gennem forskningsprogrammet Horizon2020. Israelsk lovgivning skelner ikke mellem virksomheder inden og uden for den såkaldte grønne linje, hvorfor et vedvarende pres fra israelske myndigheder for at opbløde aftalen er forventeligt. Her bør Danmark bidrage til at sikre, at EU ikke rykker sig en millimeter.

For det fjerde betaler EU regningen for Israels besættelse, mens Israel endda samtidig jævnligt destruerer EU-finansierede projekter såsom brønde, skoler og infrastruktur. Vores bistandskroner spildes, ja, ifølge en nylig kommissionsrapport arbejder vi ligefrem imod vores erklærede mål om en to-statsløsning, fordi bistanden ikke følges af et politisk spor.

Direkte pinligt

For det femte skal den multilaterale tilgang til konflikten styrkes. Alle EU’s medlemmer af FN’s Menneskerettighedsråd stemte blankt til at etablere en uafhængig kommission til at undersøge såvel Israels som Hamas’ forbrydelser i sommerens Gaza-krig. Samtidig lægger flere EU-lande pres på palæstinenserne for at afværge, at de tager Israels overgreb til den internationale krigsforbryderdomstol (ICC).

Det er jo direkte pinligt – EU har om nogen kæmpet for ICC.

Vi nærmer os hastigt point of no return for to-statsløsningen, og EU er vores eneste chance for at lægge afgørende pres på Israel. Vi håber derfor, at udenrigsminister Martin Lidegaards udmelding følges op af handling i de kommende måneder.