Allahs nyttige idioter og borgerlig dobbeltmoral

Ahmed Akkari sætter med sin bog ”Min afsked med islamismen” Allah vores nyttige idioter i relief.

Allah vores nyttige idioter er de kendte, danske politikere, mediefolk, kulturpersonligheder og virksomheder, der under Muhammed-krisen gik foran det selvfede elitære sammenrend herhjemme og stod på skuldrene af hinanden for at fordømme det Danmark, der ville og fortsat vil den ubegrænsede ytringsfrihed under ansvar for domstolene, men vil bogen også få borgerlige skeletter til at vælte ud af skabet?

Indbildsk ufejlbarlighed

Blandt de nyttige idioter var fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der aldrig vaklede i troen på ytringsfrihed og andre til rådighed stående midler i kampen for at frigøre det tidligere USSR’s vasalstater fra det kommunistiske tyranni. UEJ handlede modsat, da det gjaldt kampen mod det islamiske tyrannis forsøg på at begrænse ytringsfriheden i Danmark.

UEJ adskiller sig på dette punkt ikke fra de nyttige idioter på den danske venstrefløj, også i Folketinget, der bl.a. med fodnotepolitikken gik Sovjet-kommunismens ærinde under Den Kolde Krig. Det bedste, UEJ kan gøre for sit ego, er at nægte at tage Akkaris indrømmelser og bondeanger for pålydende. Og han gør, tro mod sin indbildske ufejlbarlighed, hvad han kan.

Undskyldning gavnede ikke

UEJ’s ligemand i det nyttige idiotis disciplin var afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden, der med sin linje i Politiken kulminerede med avisens barnlige undskyldning i 2010 til af en saudisk advokat adskillige tusinde påståede efterkommere af muslimernes profet Muhammed for at genoptrykke tegningerne.

Det var TS’ ”humanistiske” støtte til et undertrykkende regime, hvor pisk, halshugning og afhugning af andre lemmer er almindeligt i islams navn, når man ikke retter ind. For det var ikke en undskyldning, der har givet saudierne mere frihed for deres tyranner eller gavnet på anden vis.

Afladsbestikkelse

Arlas afladsbestikkelse for at friholde sit mellemøstlige marked for en temporært statsstyret, iscenesat forbrugerboykot er lidet flatterende. Ikke kun for Arla, men også for de islamiske religionskræmmere i Mellemøsten og i Danmark. Når der kommer ussel mammon på bordet, er troen en vare, som kan købes.

Også for de imamer her i Danmark, der bidrog til eller deltog i Akkaris rejse til Mellemøsten for at søge hjælp hos terrororganisationerne Hamas og Hizbollah mod Danmark.

Handlingen var landsskadelig virksomhed, der stadig kan, hvis vi skal tro PET’s analyser, føre til vold mod danske interesser i udlandet og værre vold i Danmark end det, vi hidtil har set i forhold til tegner Kurt Westergaard og historiker og journalist Lars Hedegaard. Såfremt de, der aktivt medvirkede hertil, ikke er danske statsborgere, bør de som udgangspunkt udvises.

Mere hår på brystet

Det er naturligvis ikke uventet, at de nyttige idioters rigide kritik af Muhammed-tegningerne og deres kontekst i dens perfide udfald mod JP, personificeret ved daværende ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste og daværende kulturredaktør Flemming Rose, ikke i dag følges op af en erkendelse af, at den var malplaceret.

Det er tankevækkende, at Akkari har mere hår på brystet end sine tidligere nyttige proselytter og marionetter, medmindre det hele er en instrueret virkelighed, der overgår selv den mest spektakulære James Bond-film. Arlas reaktion på Akkaris bog tyder ikke på, at det er tilfældet, og UEJ’s skuldertræk understøtter heller ikke dette.

Svaret blæser i vinden

Men har skiftende danske regeringer skeletter i skabet? Er formodninger om, at PET kendte til disse kontakter med Hizbollah og Hamas på imamernes rejse, rigtige, må man spørge, om denne landsskadelige virksomhed også var kendt hos PET’s politiske chefer, den daværende regering med forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og forhenværende justitsminister Lene Espersen, eller holdtes det skjult?

Indtil videre blæser svaret i vinden.

Regeringens forlængede arm?

Et svar, der måske også forklarer, hvorfor daværende PET-chef Jakob Scharf under den første Lars Løkke Rasmussen-regering med Brian Mikkelsen som justitsminister i maj 2009 garnerede PET’s observationer om Danmarks sikkerhedsforhold med egne politiske vurderinger og anbefalinger, der tilstræbte at dæmpe danskernes kritik af islam.

Var han den borgerlige regerings forlængede arm, den nøgterne embedsmand med idealistiske venstrefløjssynspunkter, der udtrykte ikke kun sin egen holdning, men også en holdning, som regeringen bifaldt uden officielt at vedgå det?