Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Om EU og børnepenge

Artiklens øverste billede
Jordbærplukkere og andre har altså tydeligvis ret til børnepenge, selv om de er her i en begrænset periode, såfremt deres arbejde er faktisk og reelt og ikke kun udgør arbejde af marginalt og ubetydeligt omfang. Arkivfoto: Martin Lehmann

Som led i DF’s modstand mod regeringens lovforslag om at afskaffe det ved lov fastsatte optjeningsprincip for børnepenge, som regeringen ikke længere administrerer efter, kritiserede medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt (DF) 6/3 regeringen for ikke at have undersøgt mulighederne for et nyt optjeningsprincip, som måtte være foreneligt med EU-retten, selv om den har haft otte måneder til at gøre det, efter at den ophørte med at administrere loven og overholde optjeningsprincippet.

Morten Messerschmidt giver udtryk for, at der er domme fra EU-Domstolen, som åbner for et manøvrerum til at finde en løsning, der gør det muligt at opfylde formålet med optjeningsprincippet, nemlig at undgå, at arbejdstagere fra andre EU-lande alt for let kan modtage danske sociale velfærdsordninger, f.eks. børnetilskud.

Snævert manøvrerum

Man må antage, at MM i sin artikel har fremhævet de domme, han finder bedst egnede til at vise, hvor stort manøvrerummet egentlig er. Ser man de pågældende domme efter i sømmene, viser det sig, at manøvrerummet er for snævert til at kunne rumme det i 2012 indførte optjeningsprincip. Domstolens praksis giver et vist manøvrerum, men det er meget snævert.

Domstolen har fastslået, at kun arbejdstagere, der udøver faktisk og effektiv beskæftigelse i værtslandet, men derimod ikke beskæftigelse af så begrænset omfang, at det fremstår som et rent marginalt indkomstsupplement, omfattes af bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Jordbærplukkernes ret

I dommen i sag C-213/05, som MM fremhæver, var der tale om arbejde af kun mellem tre og 14 timers varighed pr. uge. Den tyske regering havde derfor med rette nægtet at yde den såkaldte børnepasningsydelse til den pågældende arbejdstager.

Det er lige præcis en sådan forskelsbehandling, den danske lov om optjening af ret til børnetilskud indebærer.

På samme måde kan Danmark afvise at yde børnepenge til borgere fra andre EU-lande, der kun arbejder marginalt i Danmark, men kan bortset fra sådanne tilfælde ikke afvise at yde børnepenge på lige fod med dansk statsborgere til ”permanente” arbejdstagere, sæsonarbejdere, grænsearbejdere og arbejdstagere, der udfører arbejde som led i en tjenesteydelse.

De efterhånden berømte jordbærplukkere har altså tydeligvis ret til børnepenge, selv om de er her i en begrænset periode, såfremt deres arbejde er faktisk og reelt og ikke kun udgør arbejde af marginalt og ubetydeligt omfang.

Retsstridig forskelsbehandling

Hvad angår optjeningsprincippet har EU-Domstolen i den af MM anførte dom i sag C-507/06 udtalt følgende: »Nationale retsforskrifter må derfor antages at medføre indirekte forskelsbehandling, når de heri indeholdte betingelser, selv om de gælder uden forskel efter nationalitet, først og fremmest berører vandrende arbejdstagere eller dog overvejende berører sådanne arbejdstagere, eller når de heri indeholdte betingelser gælder uden forskel, men lettere kan opfyldes af indenlandske end af vandrende arbejdstagere eller navnlig risikerer at ramme de sidstnævnte.«

Det er lige præcis en sådan forskelsbehandling, den danske lov om optjening af ret til børnetilskud indebærer. Det er dens hensigt, og den strider altså mod EU-retten.

Det stik modsatte

Når MM citerer dommen i sag C-507/06 som udtryk for, at der er (relevante) manøvremuligheder at finde i EU-Domstolens praksis, er det misvisende. MM skriver, at EU-dommerne accepterede, »at der ved udbetaling af familieydelse kunne ses bort fra perioder, hvor der var oppebåret familieydelser i en anden medlemsstat«.

Det var det stik modsatte, domstolen sagde i den pågældende dom. Østrig kunne netop ikke se bort fra den periode, hvor et medlem af modtagerfamilien havde oppebåret børneydelse i den anden medlemsstat (Tyskland).

Dommen indebar, at familien derfor skulle have ret til den østrigske familieydelse i en længere periode end ellers. Her er der tale om en misvisende fremstilling af EU-retten fra MM’s side, som man dog må formode er en fejl.

Den tredje af MM citerede domme handler ikke om arbejdstagere, men om studerende og er derfor uden relevans.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen