Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Hvem må egentlig sige hvad i Danmark?

Artiklens øverste billede
Yahya Hassan under en oplæsning i Boghallen. Han har fået vrede muslimer på nakken, men ikke venstrefløjen. Arkivfoto: Carsten Bundgaard

Det må være en ordentlig mundfuld for et ungt menneske som Yahya Hassan at skulle bære skudsikker vest for at kunne deltage i arrangementer. Det må være en skræmmende oplevelse at være henvist til at tale bag en jernring af sikkerhedsforanstaltninger. Den unge digter lader sig ikke mærke med det, men jeg kan bekræfte, at det ikke er behageligt.

Hvem kører i grunden diskussionen om ytringsfriheden i sænk? Er det ikke netop venstrefløjen med dens dobbeltstandarder?

Den unge dansk-palæstinensers digtsamling har vakt vrede i muslimske kredse. Jeg skal ikke begive mig af med at vurdere selve ”formen” – den kunstneriske kvalitet af digtene. For mig ser det bare ud som prosa, der er sat op på en slags vers, men indholdet er en lammende øretæve til livet i ghettoerne.

Digteren er fredet

Heldigvis kan det konstateres, at Yahya Hassan i det mindste ikke skal udkæmpe en krig på to fronter – mod både vrede muslimer og en venstrefløj med ”Politiken-holdninger”. I dette tilfælde er tonen hos forfattere som Carsten Jensen, Stig Dalager, Janne Teller, og hvad de ellers alle sammen hedder, blevet en helt anden.

I deres verden er det helt i orden, at Yahya Hassan hudfletter den lukkede verden i ghettoerne, intolerancen, volden, undertrykkelsen og bedraget og svindelen. Yahya Hassan må med andre ord gerne gøre brug af sin ytringsfrihed. Han er fredet.

Da Dannebrog gik op i flammer

Da det gjaldt tegningerne i Jyllands-Posten i september 2005, var tonen en helt anden. Specielt i begyndelsen af 2006, da dannebrog gik op i flammer, og danske ambassader blev angrebet af aggressive demonstranter, der aldrig havde set tegningerne, men som blot troede på blandt andet de løgne, som Islamisk Trossamfund drog på turné med i Mellemøsten.

Dengang mente forfattere som Stig Dalager og Carsten Jensen, at tegningerne var udtryk for forhånelse og racisme, og de blev bakket op af adskillige forhenværende ambassadører og forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

Må gå meget længere

Stig Dalager udtalte i Politiken 17/11, at »man har lov at blive klogere«, mens Carsten Jensen betegnede Yahya Hassan som ”førstehåndsvidne”. Janne Teller mente direkte, at »Yahya Hassan har lov til at gå meget længere«, og cementerer dermed realiteten i parallelsamfund med forskellige standarder.

Mellem linjerne blåstempler forfatterne dermed attentaterne på tegneren Kurt Westergaard og mod Jyllands-Posten.

Hun sagde desuden, at »Yahya Hassan har ret til at sige, hvad han vil uden at få trusler. Det skal vi alle kæmpe for. Han kommer med en vigtig ny vinkel til en unuanceret diskussion om ytringsfrihed, der var kørt i sænk«.

Dobbeltstandarder

Hvem kører i grunden diskussionen om ytringsfriheden i sænk? Er det ikke netop venstrefløjen med dens dobbeltstandarder? Debatten om Yahya Hassan bør åbne for en hårdt tiltrængt diskussion af, hvem der i grunden har lov at sige hvad i Danmark.

Er venstrefløjen ikke netop i færd med at dele verden op i ”dem og os”, og er det kun ”dem”, der har lov at udtale sig?

Jeg har naturligvis tænkt mig fortsat at gøre fuld brug af min ytringsfrihed. Det manglede bare andet.

Men jeg vil gerne have defineret rammerne for ytringsfriheden set fra eksempelvis Politikens synspunkt. Indtil da vil jeg betegne hele fremgangsmåden som venstrefløjens sædvanlige dobbeltstandarder og opdeling af mennesker.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen