Fortsæt til indhold
Debatindlæg

At løbe åbne døre ind

Hans Granlie, praktiserende læge i Toftlund (lidt endnu), Markvænget 105, Toftlund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære sundhedsminister Astrid Krag,

Jeg er glad, for jeg er heldig. Jeg har været med i dansk almen medicin, mens den var bedst. Det var en hård start, fordi der var lægeoverskud, da jeg startede, men jeg og mine kolleger fik en uddannelse før start i praksis, som var god og omfattende. Den gode faglige ballast affødte entusiasme, og faget udviklede sig i de følgende år. Det har været professionelt og menneskeligt meget givende og tilfredsstillende.

Almen praksis dør og erstattes af et konformt, styret anneks til resten af sundhedsvæsenet med læger, som spilder deres tid.

I praksis i dag har vi f.eks. i mange år haft opsøgende hjemmebesøg til svage ældre og opfølgende hjemmebesøg efter indlæggelse (hov, var det ikke det, du mener, du har brug for at lovgive om?). For at øge tilgængeligheden har vi også i mange år haft e-mail-konsultation, så det er vist også at "løbe åbne døre ind" at skulle have behov for at lovgive om det?

Bliver gjort til syndebukke

Da jeg begyndte i praksis, var der ikke lægemangel i yderområder, for der var rigeligt med læger. Det var ikke mit ønskested, jeg af den grund var tvunget til at slå mig ned (selvom det som anført viste sig at være fint). Det kunne jo være, at du, hvis du som minister brugte din magt til at uddanne flere praktiserende læger, kunne løse problemet? ( I de seneste 10 år er der kommer 4.000 flere hospitalslæger, 48 færre praktiserende læger).

Bortset fra det er problemet snart ved at løse sig selv. Selv i Nordjylland er antallet af ansøgninger fra yngre almenmedicinere vendt til en stigning, men med din nye lov skal det nok lykkes dig at jage de gamle væk og skræmme de unge fra at komme, så jeg er lidt ked af, at jeg og mine kolleger bliver gjort til syndebukke for det problem.

Det bliver da interessant at se, at du finder de læger, der skal ansættes i de nye regionale sundhedshuse. (Selvom, hvis de eksisterede, kunne det jo være, at de for længe siden havde nedsat sig i de tomme praksisser?)

Omfattende registrering

Som anført er min generation af praktiserende læger veluddannede. Er du bekymret for, at det ikke fortsætter? Jeg spørger, fordi man åbenbart finder behov for omfattende registrering og kontrol i praksis. Er det, fordi man vil afhjælpe manglende kvalifikationer/uddannelse med kontrol?

Jeg spørger også, fordi det måske skyldes, at man vil indføre praksisfirmaer, hvor man kan ansætte ukvalificeret lægelig arbejdskraft (uden uddannelse i almen medicin). Jeg troede, at man ville højne kvaliteten?

Det er måske et element i "Det Nye SF", at tilfældige private aktører kan lave profit uden at have relation til faget? Eller er det i virkeligheden Venstres pris for at deltage? Det er dit bagland nok heller ikke glad for (bliv SF'er, bliv minister, færdig med at være SF'er). Det, som jeg har været glad for og stolt over i mit virke som "familielæge", er, hvordan jeg har kunnet hjælpe og rådgive patienter, som igen og igen giver udtryk for, hvor glade de er for at have en, som kender dem, som (stadig) i nogen grad er uafhængig, og som har faglig indsigt i sundhedsvæsenet.

Det er desværre slut nu med det foreliggende forslag til sundhedslov.

Administratorers ønsker opfyldt

Almen praksis dør og erstattes af et konformt, styret anneks til resten af sundhedsvæsenet med læger, som spilder deres tid med registreringer, indberetninger og statistik i stedet for at passe deres kerneydelse: den personlige kontakt med deres patienter.

Det er selvfølgelig en ønskesituation for administratorer, men jeg tror ikke, det er godt for den enkelte patient.

Så jeg er glad for, at jeg kan sige farvel og tak. Det er dog forstemmende, at det er på baggrund af dansk almen praksis' (et forbillede i store dele af verden) tragiske forlis.

I søfarten undgås forlis ved at vide, hvor man er. Der er endnu tid til at orientere sig, før det endelige lovforslag udfærdiges. Dialog er godt, især når man forsøger at høre (som i "høring"), hvad den anden siger.

I Enevældens tid (er den ovre?) havde man en hofnar, som blev tolereret med at sige det, man helst ikke ville høre (men måske havde gavn af at vide). Jeg vil gerne byde mig til som nar.