Skat går for vidt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Varernes frie bevægelighed er en grundsten i EU og det indre marked, men stik imod alle politiske intentioner om at øge eksporten gør Skat nu livet mere besværligt for danske virksomheder, når de handler med udlandet. Konsekvensen er, at danske virksomheder bliver mindre attraktive at handle med, og vi risikerer at miste ordrer og arbejdspladser.
Det er ude af proportioner at stille så rigide og generelle krav til dokumentation for eksport.
Hidtil har danske virksomheder nemt kunnet handle uden moms med virksomheder i andre EU-lande, når blot de kender kundens momsnummer og kan dokumentere over for Skat, at varerne har forladt Danmark. Til gengæld afregner køberen moms i sit eget land. Det er en smidig regel, der er indført for at undgå, at virksomheder ved handel med udlandet bliver belastet med udenlandsk moms. Men nu vælger Skat at forvalte reglerne særdeles usmidigt, særligt, når kunden selv henter varen.
Ifølge Skat skal danske virksomheder nu sikre sig identiteten på den person, som afhenter varerne. Desuden skal virksomheden ikke alene få en erklæring fra køber om, at varerne er forsendt eller transporteret fra Danmark, men også en erklæring om varens bestemmelsessted, transportmiddel og registreringsnummer, og at varen er modtaget. Der skal også vedlægges dokumentation for transporten, f.eks. færgebilletter eller brokvitteringer.
Nye administrative byrder
De nye krav lægger omfattende administrative byrder på danske virksomheder. Får den danske virksomhed ikke dokumentationen, skal der udskrives en faktura med moms, som den udenlandske køber kun får retur ved, at den danske sælger udsteder en kreditnota, eller at køberen søger momsen retur hos Skat, hvilket kan være en langvarig affære.
Vi er ikke i tvivl om, at Skat går for vidt. Det er ude af proportioner at stille så rigide og generelle krav til dokumentation for eksport, og det er ikke i overensstemmelse med de retningslinjer, som EU-domstolen har udstukket i sine domme.
For at imødegå momssvindel
Selvfølgelig er reglerne ikke lavet for at genere danske virksomheder, men for at imødegå momssvindel. Men kan det virkelig være rigtigt, at Skat i sin iver for at stoppe ulovlig momshandel pålægger almindelige virksomheder så store byrder?
Vil vi risikere, at udenlandske virksomheder går uden om Danmark, fordi det er for besværligt at få varer uden moms?