Barn af SAS

Jeg er vokset op i et hjem, hvor medarbejderskiltet aldrig blev taget af. Så ja, mit indlæg er også præget af en følelse af, at min families økonomiske tilstand nu ser mørk ud. Men dette indlæg handler grundlæggende om årsagerne til SAS’ krise, om fremtiden og om magt.

SAS er ”reddet”, og Fritz Schur har takket sine medarbejdere i SAS. Men er SAS reddet? For det lød mere på virksomhedens bestyrelsesformand, at nu var de første nødvendige skridt taget, for at SAS i fremtiden kunne blive solgt.

Alarmklokkerne ringede for mig, og jeg håber da sandelig også, at resten af det danske erhvervsliv kunne høre støjen.

Det kan nemlig ikke siges klart nok: Hvis SAS ikke længere er ejet af Norden, vil Danmarks handelsind- og udgang smadres, og så får vi for alvor lov til at se arbejdspladser flytte til vores nabolande, arbejdsløsheden stige og en endnu større recession, som vi måske aldrig kommer ud af.

Derfor stod det også klart for mig, da hr. Schur gik på tv, at krisen i SAS ikke er ovre. Kampen er nu at sikre, at SAS fortsat er ejet af Norden, men også at kampen om løn ikke reduceres til et spørgsmål om, at vi skal være billigere end tyskerne.

Dårlig ledelse

Krisen i SAS handler ikke kun om hårde konkurrencevilkår. Den handler først og fremmest om dårlig ledelse. Resultatet er, at det år efter år har været de samme mennesker, som har skullet holde for. De samme, som igennem flere år har afleveret mere og mere af deres løn for at holde SAS på vingerne. De samme mennesker, som har lagt årtier af deres liv i selskabet, men som ikke har haft mulighed for at forme det.

Den seneste uges ondt i maven over SAS rejser et meget aktuelt spørgsmål. Når vi snakker om virksomheders konkurrenceevne – er det så lønnen på gulvet, der er for høj, eller er det måske nærmere uansvarlige, grådige ledelser, som sætter virksomheder skakmat?

Måske skal man bruge krisen til at skabe en model, hvor de, der skal redde menneskeliv på flyvemaskinerne, er lige så værdsat som dem, der sidder på direktionsgangen.

Ja, der er forskel på ansvar og uddannelsesniveau. Men hvor meget forskel? Lige nu tjener direktøren omkring 29 gange mere end den lavestlønnede medarbejder.

Her må man spørge sig selv – er det fair, at anerkendelse og ansvar, som lønnen unægtelig afspejler, er så mange gange større for toppen?

Lønmodel til efterligning

Kæmpe-sammenslutningen af virksomheder i Mondragón i Spanien med 100.000 medarbejdere har naturligvis også en ledelse, og den tjener naturligvis også mere end servicemedarbejderen. Men den har en lønordning, hvor den bedst lønnede højst kan tjene fem gange mere end den lavest lønnede. Jeg synes, at de ansatte i SAS burde kræve en lignende lønmodel som den i Mondragón.

Muligheden for at lave radikale ændringer i lønstrukturen er nu. For det er i krisetider, at man kan for alvor former fremtiden. At de store ryk og holdningsændringer kan slå igennem. Det er nu, da de, der har mindst og som betaler mest, kan kræve retfærdighed i den anden ende.

Kort og godt: Danmarks fremtid har brug for modige medarbejdere hos SAS. Ellers ser min generation frem til et arbejdsmarked, hvor man ikke kan leve af sin løn.