Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Katrine Winkel Holms trivielle hysteri

Katrine Winkel Holms indlæg og forsvarsskrift for fadervor (18/1) er desværre meget typisk for den hysteriske angst, visse kristne udviser, når man går deres privilegier som statsstøttet trossamfund lidt for nær. Teksten er så fuld af de sædvanlige opskruede antagelser om de forfærdelige, iskolde, kyniske, quasi-nazistiske ateister i Humanistisk Samfund, at jeg kun kan nå et par stykker af de værste fordomme her.

Vi ønsker ingen ”klinisk rensning” af samfundet for kristendom, men ønsker, at den sekulære stat respekteres, og at folk dyrker deres morgenbøn i privaten frem for i folkeskolen. Folkeskoleloven garanterer frihed for påtvungne livsanskuelser. Så den er sådan set ikke så meget længere.



Vi har aldrig sagt, at Nr. Nissums tradition for fadervor er på linje med alvorlige menneskerettighedskrænkelser, og det er et eklatant stråmandsargument at skyde os det i skoene. Men igen, meget typisk for den noget desperate tone i indlægget.



At sammenligne Humanistisk Samfund med DDR og den slags er trivielt på grænsen til det komiske, men er - igen - meget anvendt fra teologisk kant, hvor det er yderst almindeligt at fremstille Hitler og Stalin og deres psykopatiske regimer som den kølige rationalismes fortrop. Ja, den lader vi lige stå et øjeblik.



At Humanistisk Samfund blot er ”en anden religion” kræver et usædvanligt sølle og indholdsløst religionsbegreb. Der kan gøre alle foreninger, hvor mennesker mødes om et eller andet, de mener fuldt og fast, til ”en slags religion”.



Religion er troen på overnaturlige væsner; den tro har vi ikke. Vi prøver i stedet for at leve et liv uden at blive belemret med den ærligt talt noget intellektuelt anmassende religion, som blander sig overalt i det offentlige rum.



Fra kristendom, islam og mange andre kilder.



Ja, vi har beskrevet et forslag til en god jul uden gud og gjorde her specifikt opmærksom på, at vi ikke kunne drømme om at påtvinge andre et specielt ”korrekt” forslag. Men det må KWH have overset i teksten.



Et forslag

KWH mener, at vi er støvsuget for kultur, men det er overhovedet ikke tilfældet. Så vidt som det overhovedet er vores ærinde, og det er det kun i begrænset omfang, arbejder vi på at tilbyde et forslag til gode sange og digte i forbindelse med de borgerlige ceremonier, vi tilbyder. Jeg skriver det lige igen, så jeg er sikker på, at KWH ikke overser det denne gang: Der er tale om et forslag.



Til sidst må jeg endnu en gang slå fast, at Danmark ikke er noget kristent land, men et land, der tilfældigvis har et kristent flertal. Vi har også et heteroseksuelt flertal, og det bliver landet ikke heteroseksuelt af.



Det er lande som Saudi-Arabien og Iran, der normalt definerer deres land religiøst. Det plejer vi ikke at gøre i denne del af verden. At forveksle land med religion indebærer nemlig, at borgere uden den ”rigtige” religion bliver andenrangsborgere - og det tillader vores grundlov faktisk ikke.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen