Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Prøv at genopfinde Keynes

Den internationale økonomi er gået i sort. For få måneder siden var det finanskrisen og banksystemet, der var i centrum. I dag er det den virkelige økonomi - beskæftigelsen, investeringerne og forbruget - som er lidende.

Over det meste af verden falder industriproduktionen i et tempo, som man ikke har oplevet i årtier som følge af en kraftig nedgang i forbruget og investeringerne.



Blandt de hårdest ramte er verdens vigtigste industrilande som USA, Tyskland, Japan og Storbritannien, men ingen går fri. Spørg bare svenskerne, hvis bilindustri er ramt af den amerikanske syge, ja selv de fremstormende kinesere er sat under pres.



Den samlede virkning er nedgang i den internationale handel, hvor Danmark naturligvis også rammes, ikke mindst i form af nedgang i eksporten og dermed i beskæftigelsen.



Som så mange gange tidligere i historien handler politikerne kortsigtet. Et typisk eksempel er den tyske regering, hvor forbundskansler Angela Merkel længe afviste at deltage i ”et bevidstløst væddeløb om at bruge milliarder” og indskrænkede sig til at lempe finanspolitikken med 12 milliarder euro. Siden er hun blevet klogere og vil bruge yderligere 50 milliarder. Alt i alt svarer det kun til godt 1 procent af bruttonationalproduktet.



I forhold til verdensøkonomien er det nok så afgørende, at præsident Barack Obama har bebudet en finanspolitisk lempelse på omkring 800 milliarder dollars. Fremtrædende amerikanske økonomer, mener dog, at beløbet er alt for beskedent.



Foreløbig har de fleste lande, senest Danmark, gennem bankpakker indskræn ket sig til at forholde sig til finanskrisen og ikke den faldende efterspørgsel og beskæftigelse. Naturligvis er det vigtigt at styrke bankernes udlånsmuligheder, men når både investeringer og det private forbrug er faldende, bliver virkningen overskuelig.



Foreløbig har regeringen valgt at skubbe problemerne foran sig i det forfængelige håb, at verden måske vil arte sig anderledes, end nøgletallene antyder. Man taler om at fremskynde nogle offentlige investeringer, hvis det viser sig nødvendigt. Og embedsmænd i de økonomiske ministerier synes mere optaget af inflationen end af beskæftigelsen - vel at mærke på et tidspunkt, hvor den danske krone er blevet opskrevet i værdi i forhold til ikke mindst Sverige, det vigtigste marked for danske industrivarer.



Hvorfor?



Fordi vi i praksis er bundet til euroen og dermed den doktrinære pengepolitik, som føres af den europæiske centralbank.



Internationalt er man begyndt at genopfinde budskaberne, herunder nødvendigheden af en aktiv finanspolitik fra John Maynard Keynes, den ubetinget største liberale økonom i de sidste 100 år.



For ham var arbejdsløshed med rette en pest, som under ingen omstændigheder bør tolereres i en kapitalistisk styret økonomi.



Hvornår siver budskabet ind hos vore egne politiske beslutningstagere med regeringen i spidsen?



Og så et lille hjertesuk: Hvornår erkender vore to public service-kanaler ud af, at økonomisk journalistik forudsætter et minimum af indsigt?



På et tidspunkt, hvor de økonomiske nyheder vælter ind, er TV-Avisens dækning af det økonomiske stof skandaløs ringe.



Hvorfor beder DR ikke sin tidligere så fortjenstfulde økonomiske medarbejder, Uffe Ellemann-Jensen, om at forestå et undervisningsprogram for de ignoranter, der i dag har ansvaret for nyhedsdækningen?



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen