Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Hjælp, Helge Sander

Til ministeren for videnskab og teknologi, Helge Sander, som er ansvarlig for digitaliseringen af Danmark.

For nogle år siden meddelte min arbejdsgiver, som er en statslig institution, at vi nu ikke længere kunne modtage lønsedlen på papir med posten.

Vi kunne kun få den elektronisk via e-boks.

Fint nok, man fik sig en digital signatur fra TDC, gik på nettet og fandt sin lønseddel på e-boks.

Det ville jeg også gøre her i december, men da jeg havde indtastet min digitale signatur, fik jeg det nedslående svar, at det var ugyldigt. Efter et par klik mere fik jeg at vide, at signaturen var udløbet, og at jeg skulle sende en mail til TDC for at få en ny.

Lidt knotten blev man jo – hvorfor havde jeg ikke fået det at vide, inden signaturen udløb?





Fra TDC til DanID

Men med friskt mod sendte jeg mailen til TDC, og helt efter bogen fik jeg hurtigt en mail med anvisninger på installation af den nye signatur og besked om, at jeg ville modtage installationskoden i et brev med posten i løbet af et par dage. Det gjorde jeg også. I brevet stod der også, at »Pr 1. juli 2008 overdrog TDC A/S salg og drift af Digital Signatur til DanID A/S. DanID A/S er 100 pct. ejet af PBS A/S«.

Dagen efter vil jeg så installere min nye digitale signatur. Jeg klikker ind på DanID, nærmere bestemt den installationsadresse, der er angivet i mailen. Jeg indtaster min installationskode og klikker på ”næste”. Her er det så, at historien egentlig slutter.

Jeg kan se, at jeg langsomt nærmer mig ”næste”, men tilsyneladende langsommere og langsommere. Efter en halv time giver jeg op. Jeg slukker computeren, starter igen og prøver igen at installere signaturen.

Denne gang går det endnu langsommere, kan jeg se. Så kigger jeg i brevet igen og finder et hotline-telefonnummer, jeg kan ringe op. Jeg ringer op og får at vide, at jeg er nummer seks i køen. Ikke dårligt, tænker jeg – der var engang, at jeg var nummer 12 hos TDC.

Alligevel tager det en halv time, inden det bliver min tur. Jeg fortæller supporteren om problemet, og han foreslår forskellige ting, som jeg prøver, uden at det hjælper. Jeg spørger flere gange, om der ikke er noget galt med deres kapacitet, men får ikke noget klart svar.

Først opfattede han det vist som en kritik af deres bemanding, men jeg mente nu snarere firmaets teknologiske kapacitet.

Sidst i samtalen kommer der dog en indrømmelse af, at systemet p.t. ikke fungerer så godt. Jeg slutter med at bede ham om at sige til sin chef, at det her er helt uacceptabelt, og det lovede han at gøre.





Der er ikke hul igennem

Halvanden time senere prøver jeg at installere signaturen igen. Får besked om, at »Webstedet blev fundet. Venter på svar«, venter håbefuldt i 10 minutter, hvorefter jeg ryger over på den side, hvor der står »Internet Explorer kan ikke vise websiden.«

Mit spørgsmål til ministeren er: Når vi nu både skal have digitalisering og privatisering, hvordan vil ministeren så sikre, at de private firmaer, der anvendes til at løse offentlige opgaver, blandt andet vedrørende elektronisk kommunikation, faktisk er i stand til at gøre det?

Jeg har spildt to timer i dag på mit mislykkede forsøg på at få en ny digital signatur. Jeg har spildt to timer på et firma, der ikke fungerer – et firma, der burde levere en sikker, offentlig serviceydelse. Og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har haft den oplevelse.

Om ikke andet så må vi da håbe, at firmaet har en god profit. Men jeg bliver nødt til at spørge, om du som minister kan acceptere, at en så vigtig del af samfundets elektroniske infrastruktur ikke fungerer?

Gad vide, hvad der egentlig står på den lønseddel.

Jeg har spildt to timer i dag på mit mislykkede forsøg på at få en ny digital signatur.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen