Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Når børn svigtes legalt i årevis

Vi undersøger og holder møder. Nogle gange er selve undersøgelsen "løsningen".

I Jyllands-Posten 9/1 står på forsiden i en overskrift: "Pædagoger og lærere skal tvinges til hurtigere at melde forældre for omsorgssvigt." Velfærdsminister Karen Jespersen citeres for, at loven skal være mere specifik, »så hverken medarbejdere eller kommunale sagsbehandlere er i tvivl om, hvornår de skal gribe ind.«



Jeg har siden 1977 arbejdet med børn og unge - de første 11 år som lærer og siden 1987 som psykolog i forskellige kommuner som psykolog på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Jeg har oplevet mange børn, der har været udsat for omsorgssvigt og oplevet, at mange af disse børn ikke har fået den hjælp, der har været nødvendig.



Jeg har i alle årene oplevet, at lærere og pædagoger har været særdeles opmærksomme på problemerne og ansvarlige i forhold til at lave underretninger til kommunerne. I adskillige tilfælde har der været lavet gentagne underretninger til kommunerne, uden at dette har ført til tiltag, der har hjulpet børnene på tilfredsstillende vis. Så min oplevelse er bestemt ikke, at lærere og pædagoger er i tvivl om, hvornår de skal »melde forældrene for omsorgssvigt.« Tværtimod.



Alt for mange sager

Jeg er meget enig med formand for Børns Vilkår, Peter Albæk, når han udtaler: »Problemet er snarere, at indberetningerne ikke bliver hørt, når de lander i kommunerne.« Og det skyldes ikke, at sagsbehandlerne ikke er kvalificerede eller ikke vil hjælpe. I mange kommuner har sagsbehandlerne alt for mange sager, ligesom de er underlagt endog meget stramme budgetter, så de reelt er handlingslammede.



Min erfaring er, at man i alt for mange sager - i alt for lang tid - giver forældre, der ikke evner at give deres børn, hvad de har brug for, alt for mange muligheder for at ændre på forholdene i familien. Ofte vel vidende, at forældrene faktisk ikke evner at ændre på disse forhold. I mange tilfælde kan dette stå på i flere år - og i al denne tid omsorgssvigtes børnene legalt, da man jo "har sat noget i værk"



Jeg støtter meget, at man yder en tidlig indsats og hjælper på bedst mulig vis i familier, der har det svært. Det giver mange gode resultater. Men vi skal være bedre til hurtigere at erkende, at nogle forældre ikke magter at ændre forholdene - og så hurtigere tage de nødvendige konsekvenser. For børnenes skyld.



§ 50-undersøgelse

Aktuelt kan man tilsyneladende ikke lave nogen som helst foranstaltning, før der er lavet en § 50- undersøgelse i socialforvaltningen. Denne skal være lavet inden for fire måneder, men på grund af arbejdspres hos socialrådgiverne går der ofte betydeligt længere tid. § 50-undersøgelsen laves ofte på baggrund af underretning fra lærere, pædagoger eller andre professionelle. Så ved man i kommunerne, at der er stor bekymring omkring et barn.



Typisk mødes man tværfagligt efter underretningen, bliver enige om at der skal ske noget, hvorefter § 50-undersøgelsen bliver iværksat. I for mange sager bliver § 50-undersøgelsen "løsningen", som alle så må vente på resultatet af - og i al den tid lever for mange børn stadig under uforandrede kummerlige forhold. Tiden går, og meget lidt iværksættes.



Så kære velfærdsminister: Det handler efter min bedste overbevisning ikke om, at kommunerne ikke får de nødvendige underretninger, tværtimod.



Det handler om, at du og regeringen samt kommunerne snarest bør skabe nogle realistiske økonomiske og menneskelige handlemuligheder for de kommunale sagsbehandlere, så de faktisk har mulighed for at agere hurtigere og mere radikalt på de mange - ofte gentagne - underretninger, kommunerne faktisk får fra dybt ansvarlige og bekymrede lærere og pædagoger.



Dette ville hjælpe rigtigt mange børn. Mere handling og mindre snak. Tak.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen