Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Hvem har ret til landet?

Det er naturligvis prisværdigt, når K. Hansen i sit indlæg om mellemøstkonflikten 13/1 skriver, at »man bør gå tilbage til tiden langt før 1948, da det britiske mandat udløb i Palæstina, og sætte sig ind i det historiske forløb.

« Desværre lever han ikke selv op til dette krav, når han kan skrive: »Man købte/tvang den fastboende befolkning ud af dens besiddelser, nogle valgte at blive, andre at flygte, og det er der nok en del, der ikke kan glemme, selv i dag. Det var og er jo også deres fædreland.«



Her må jeg citere det arabiske ordsprog: »Løgnen farer den halve by rundt, før sandheden får slæbt sig hen til gadehjørnet.«



Palæstina har aldrig været en suveræn stat, men altid kun en del af andre riger, ofte løst defineret. Efter Israels udslettelse år 130 e. Kr. lå landet hen som brakmark indtil zionismens opblomstring omkring 1880. De jødiske indvandrere købte dårlig, uopdyrket jord af arabiske grundejere til meget høje priser. Der findes intet tilfælde, hvor arabere blev tvunget til at sælge jord, og det meget lille antal bønder, der måtte opgive deres landbrug, blev tilbudt kompensation eller fandt nyt arbejde. Mange arabiske bønder blev fordrevet, men af lokale arabiske sheiker, grundejere og pengeudlånere, der regerede på middelalderlig feudal vis.



Endvidere opmuntrede britisk politik den arabiske bosættelse på frugtbar statsjord og spærrede samtidig for jøder. I 1944 betalte jøder 1.000-1.100 dollars pr. acre gold eller delvis gold jord i Palæstina - samtidig blev fed, sort jord i Iowa USA solgt for 110 dollars pr. acre. Ud af 750.000 dunam (en dunam er lig med 1.000 m² eller 0,1 hektar) dyrkelig statsjord blev 350.000 eller næsten halvdelen i 1948 tildelt araberne, mens jøderne kun fik 17.000 dunam.



Men trods denne indædte modstand bragte zionistbevægelsen ny velstand til Palæstina for både jøder og arabere. Hårdt arbejde og indførelse af kooperativt landbrug og fagforeninger samt en desperat trang til national frigørelse var de grundlæggende elementer, hvormed jorden blev fravristet sin afgrøde. Langs Middelhavet lå der store sumpe med malaria - en hel generation sled med at dræne dem ved håndkraft og omskabe dem til frugtbar landbrugsjord. Et foto af disse pionerer viser en samling oldinge - man chokeres ved at høre, at ingen af dem er over 40 år.



Ingen andre end jøderne har vist Palæstina nogen som helst kærlighed. Ingen andre end jøderne har slidt med denne jord for at få den til at brødføde folket. Ingen andre end jøderne har bragt så store ofre på alle områder for dette land. Derfor har ingen andre end jøderne moralsk og juridisk ret til at beholde, hvad de har opdyrket her.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen