Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Magtsygen og den totale magtesløshed

Julelegenden fortæller, at kong Herodes ville have Jesus-barnet myrdet, fordi man havde fortalt ham, at Jesus ville blive den nye magthaver. Herodes lader alle drengebørn under to år født i omegnen af Betlehem myrde.





Så kunne han vel gøre kål på konkurrenten. Det kan man kalde magtsyge. Denne magtsyge går igen i hele menneskehedens historie. Enhver magthaver bliver vel egentlig kun rigtig magthaver, når magtsygen rider ham. Smukke idealer og hensigter kan drive magthaverne, men ofte går det således, at magten netop bliver et mål i sig selv. Ja, også i vore dages demokratier, som roser sig af smukke idealer, ser man politikere slække på målsætningerne for at holde sig til magten og tilmed fylde folk med løgn for magtens skyld.



I vort eget land styrer de mest magtsyge mod midten for at behage flest muligt, og samtidig beholde eller få magten eller i hvert fald have nogen indflydelse. Indflydelse er et pænere ord end magt. Magt klinger lidt for hårdt, synes man. Demokratiet bliver til en leflen for stemmetallet i stedet for troskab mod idealerne. Det kaldes også realpolitik, og det lyder måske endda fornuftigt, når det siges med overbevisende stemmeføring.



Nej, man slår ikke Jesus-barnet ihjel, men man løber fra det, man slog sig op på, hvad enten det nu var frihed og lighed, eller mere lighed end frihed, eller mere frihed end lighed. Skønne ord og ideer, som dels må vige for dagens nødvendige fordringer og især vige for magthaverens overbevisning om, at han eller hun nu er den bedste til at have indflydelse alias magt.



Nej, det er heller ikke høfligt at kalde det magtsyge, men sandheden om os alle uden forskel er, at vi hver især på vort område virkelig gerne vil have magt over tingene. Ethvert menneskeligt forhold er i grunden et magtforhold. Hvem bestemmer? Hvem sætter dagsordenen ? Magtsygen kan ødelægge familielivet, venskaber, arbejdspladser, firmaer og hele samfund.



Det er lidt komisk, at Herodes var bange for et pattebarn, men magtsyge gør magthavere paranoide. Endnu mere komisk, når man tænke på den voksne mand Jesus, som vel var så magtesløs, som et menneske kan være. Han havde ikke noget parti i ryggen, intet vagtkorps. Kun en flok disciple, som ikke vidste af andet end at stikke af i farens stund. Og så ender han på et kors som offer i et magtspil mellem Rom og Jerusalem. Jesus blev symbolet på den totale magtesløshed.



Umiddelbart efter hans død og opstandelse sætter kirken ind med de første ansatser til et nyt magtspil, og op gennem århundrederne får vi en dyster kirkehistorie om magtspil under fromhedens kåbe. Til tider et grusomt magtspil. Ja, i dagens folkekirke slås præster og menighedsråd og personale også i uskønne magtkampe.



Men hovedpersonen hænger der på korset og har intet andet at sige end: I dine hænder Herre befaler jeg mig. Den magtesløshed at være udleveret til livets Herre og i ethvert øjeblik under hans fordring om at miste sig selv - det er sandelig ikke en populær sag.



Men det er, hvad evangeliet forkynder som et gode. I stedet for den krampagtige magtsyge at sige Gud i vold. Ja, det er, hvad der forkyndes som vores virkelighed.



Midt i al magtsygen er vi i grunden magtesløse og udleveret til den plan, Vorherre har med os, og som møder os som dagen og vejen og det andet menneske.



Vi tror på Gud, Fader, den almægtige . . .



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen