EU's landbrug er rystet
DET LYDER helt vanvittigt, men nu da Doha-forhandlingerne er brudt sammen, så venter vi egentlig bare på, at de lande, der er imod EU's landbrugsstøtteordninger, får lyst til at pille støtteordningerne ned én for én ved at rejse WTO-sager imod os.
Dette har været muligt siden 2004, da den såkaldte fredsklausul i WTO-landbrugsaftalen udløb, men vi har været ”fredede” af, at Doha-forhandlingerne pågik, for som en amerikansk topforhandler udtrykte det: »Man bringer ikke sager, så længe man forhandler.« Men nu forhandler vi ikke mere; sablerne er begyndt at rasle vedrørende nye sager, så vi venter egentligt bare.
EU's problem er ikke, at landbrugsaftalens forpligtelser ikke overholdes - i hvert fald i store træk. Problemet er derimod, at fredsklausulens udløb medførte, at landbruget også blev underlagt industriaftalen.
Reglerne i industriaftalen er nemlig så skrappe, at mange af de støtteordninger, som er lovlige under landbrugsaftalen, ikke er lovlige under industriaftalen. Vi har så at sige ikke indrettet landbrugsområdet til at kunne overholde industriaftalen.
Nogen sov i timen
Den opmærksomme læser vil nu spørge sig selv, hvordan i alverden det dog kan ske, at EU har skrevet under på en aftale, som, ved udløbet af en klausul, potentielt kan underminere det meste af vores landbrugsstøttesystem? Jeg tror personligt, at svaret er, at nogen sov i timen. Men det er så mange år siden, at vi sikkert aldrig får svaret.
Havde du spurgt nogen i EU i 1986, om de ville lade landbruget blive reguleret af de stramme industriregler, dengang eller i år 2004, så tror jeg med ret stor sikkerhed, at de ville have sagt, at det kunne der slet ikke blive tale om. Landbruget ville på ingen måde kunne nå at blive reformeret så hurtigt, at det kunne leve op til de skrappe industrikrav.
Da jeg spurgte en af de gamle GATT-sekretariatsfolk, der arbejdede på at designe landbrugsaftalen i tidernes morgen - og som nu for øvrigt er pensionist og blot ynder at underholde folk som mig i WTO's cafeteria med sine anekdoter fra gamle dage, om han havde forudset, at den lempelige landbrugsaftale reelt ville udløbe, og området ville blive underlagt de stramme industriregler, så grinte han meget indforstået og måske endda lidt skadefro.
Jeg tog det, som at han i hvert fald ikke havde sovet i timen.
Klassens gode dreng
Men vi kan selvfølgelig håbe på, at f.eks. Brasilien har set sig mere sur på USA's landbrugsstøtteordninger end på EU's - fordi, som den danske EU-kommissær skrev i Jyllands-Posten 10/8, så har EU virkelig forsøgt at blive den gode dreng i klassen.
Spørgsmålet er bare, om de andre børn i klassen nu også bliver ved med at synes, at vi er så ”gode”?
EU's samlede landbrugsstøtte er et ganske anseeligt beløb, og landbrugsstøtte er i sig selv et politisk sprængfarligt emne, når NGO'er f.eks. begynder at sammenligne de beløb, der gives til EU-køer med, hvad det ville koste at brødføde temmelig mange sultne børn i Afrika.