Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Illusionister

MIT kendskab til Saxo Bank er nogenlunde ikke-eksisterende. Jeg kender heller ikke Lars Seier Christensen, men deler hans synspunkter om euroen og i vidt omfang om skattepolitikken. Derimod er jeg uenig i hans syn på udlændingepolitikken. Mit kendskab til Ny Alliance er større, og som sikkert hovedparten af de 99,7 procent, der ikke vil stemme på partiet, kan jeg lynhurtigt forklare, hvad der fra starten var i vejen med projektet, og hvorfor det måtte gå galt.

Flere udtalelser tyder på, at Lars Seier Christensen ikke bærer rundt på falske illusioner om sit nye parti. Alligevel vover han pelsen og springer ud af skabet, om ikke som fuldblodspolitiker, så i hvert fald som et menneske, der ønsker at bære et politisk medansvar. Der er næppe tvivl om, at han vil være en gevinst for partiballonen, hvor luften sivede ud. Ikke så meget på grund af de penge, han sikkert vil spytte i partikassen; nok så meget fordi han forlængst har manifesteret sig som et menneske, der er blottet for de standardiserede velfærdsholdninger.



*



De ”politiske kvaksalvere” - et udtryk hentet hos Weekendavisens kyndige politiske medarbejder Hans Mortensen - fik ikke overraskende moralsk kvababbelse. De forudser, at Seier Christensen med klækkelige bidrag til partikassen vil købe sig til politisk magt og blive en slags partiejer. Risikoen kan naturligvis ikke afvises, men der er jo også den mulighed bare at betragte den rige bankdirektør som en engageret borger, der har lyst til at forfægte sine meninger i et politisk parti. Er det i øvrigt meget bedre, når hovedparten af partierne kompenserer for mange års medlemsflugt med dræn i statskassen og får finansieret flugten fra virkeligheden?



For mange år siden arbejdede jeg i Industrirådet, i dag Dansk Industri, hvor jeg havde rig lejlighed til at studere nogle af datidens erhvervskoryfæer. Det var sjældent en oplevelse. Hovedparten var traditionalister med et firkantet forhold til virkeligheden, især den politiske. Deres meninger var ikke mindre forudsigelige end LO-bravaderne. Da jeg engang havde holdt foredrag om økonomisk demokrati (et modeemne dengang) for en fabrikantforening, faldt et par af bestyrelsesmedlemmerne over mig og anklagede mig for at være kommunist. Min brøde? Jeg havde blot doceret nogle synspunkter, som var endosseret af Industrirådets formand. Enhver forestilling om, at disse mennesker ville kunne påvirke den offentlige meningsdannelse, var ikke mere realistisk, end hvis chimpanserne i Zoologisk Have pludselig fik mund og mæle.



*



Lars Seier Christensen har forlængst dokumenteret, at han ikke blot kan tælle penge i banken, men at han også har selvstændige, særdeles kvalificerede meninger. Hermed adskiller han sig fra fortidens koryfæer og nutidens management-typer, hvis åndelige liv for det meste ikke rækker ud over at holde øje med tallene på bundlinjen, for slet ikke at tale om de unge folketingsmedlemmer, som end ikke har formået at færdiggøre en uddannelse, men alligevel mener sig kaldede til at vejlede de umælende får, altså vælgerne. - Rent bortset fra, at bankdirektøren blot har meldt sig ind i et parti, som de politiske kvaksalvere forlængst har afskrevet. Og naivitet i 6. potens bør vel ikke tages alvorligt, hvis illusionen om at være politisk ekspert skal være andet og mere end en illusion ...

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen