Den umulige model
DANMARK er på utallige områder et meget usædvanligt land. Når man diskuterer samfundsforhold og politik med mennesker fra hele det øvrige Europa, møder man igen og igen et overbærende smil, når man fortæller om danske forhold.
”Det er da ikke sandt?” lyder det ofte. En af mine afrikanske venner udtrykte det efter et besøg sådan: ”Danmark er ikke et land, det er et laboratorium”.
Danmark ligger i verdens absolutte top-ti for demokrati og menneskerettigheder. Danmark har EU's laveste ledighed. Danmark har EU's højeste andel af befolkningen i alderen 18 til 65 år på arbejdsmarkedet. Danmark har EU's højeste andel af arbejdsstyrken ansat i den offentlige sektor. Danmark har over 700.000 mennesker i alderen 18 til 65 år, som modtager overførselsindkomst, SU ikke medregnet.
Danmark har EU's højeste relative indkomstniveau for gruppen af ”inaktive”, som Eurostat kalder folk i de aktive aldersklasser, som ikke arbejder.
Mange asylmodtagere
Danmark har et af de højeste antal asylmodtagere i verden, set i forhold til befolkningens størrelse. Danmark har muslimske indvandrere svarende til seks pct. af befolkningen, de fleste af dem er udenfor arbejdsmarkedet. Danmarks udgifter til uddannelse ligger 66 pct. over euro-landenes gennemsnit, målt som andel af BNP.
Elever i danske skoler klarer sig dårligt i PISA-undersøgelserne. Danmark har EU's højeste skattetryk. 49 pct. af statens udgifter er indkomstoverførsler.
Danmark mangler ”hænder” til at udføre de nødvendige arbejdsopgaver.
Det hænger da ikke sammen, siger kloge folk udenlands - og nogle indenlands. Det må da ende i en hård landing, siger andre.
Og i Folketinget sidder der politikere, som siger, at regeringsflertallet foretager uanstændige beskæringer af de offentlige budgetter og, at der skal ansættes mange flere mennesker i den offentlige sektor.
Der er som bekendt en hel del af den offentlige service, der ikke virker særligt godt, og en god del af skatteyderne synes, at de ikke får det, de betaler høje skatter for. Der er lange ventetider på sygehusene, mange folkeskoler er nedslidte, disciplin eksisterer ikke mere, politistyrken er utilstrækkelig til at bekæmpe den voksende vold i samfundet, medens især det kommunale bureaukrati blomstrer.
Mennesker fra ikke-vestlige lande, som ikke ønsker integration, belaster alle institutioner ekstremt. Den arbejdende del af den danske befolkning kan ikke øge sin indsats mere. Skattetrykket modarbejder aktiv arbejdsindsats - og tager så stor en del af folks indkomst, at de end ikke har råd til at få så mange børn, at de kan opretholde befolkningstallet - som hastigt udskiftes med inaktive kulturfremmede med store børnetal. Der er selvfølgelig ikke plads på landevejene, togene er nedslidte og kører ikke til tiden.
Den onde cirkel
Den onde cirkel er således et voksende krav om hænder, hoveder og økonomiske ressourcer for at forsørge og servicere en halv million mennesker i de aktive aldersklasser, som ikke bidrager til produktionen, og det forhold, at der aldrig bliver hænder, hoveder og penge nok, når forsørgelsessystemet er indrettet til at acceptere så mange udenfor arbejdsstyrken.
Hvis Danmark fortsat vil være hele verdens socialkontor, bryder velfærdsstaten sammen.
Den nordiske model er umulig i en åben verden.