Den hovedløse Tour de France-rytter
CYKELSPORTEN kæmper med mange forhold. Et af dem er mangel på profiler. Dette sammen med dopingspøgelset, som hele tiden lurer under overfladen, stiller cykelsporten over for særlige krav.
Under den igangværende Tour de France har det slået mig, at der synes at være noget robotagtigt over aktørerne.
Dette er jo ikke godt, da dette netop giver indtryk af, at der foregår noget overnaturligt.
Det robotagtige kommer blandt andet af, at man ikke kan se rytternes ansigter. De bærer under alle etaper hjelm, stort set alle solbriller samt hertil øresnegle. Når etapen er slut, tager de kasket på (en såkaldt særlig podiekasket) og lader sig eventuelt interviewe gemt bag solbriller.
Resultatet er, at man slet ikke kan se, hverken hvordan rytterne egentlig ser ud (skaldet, rødhåret eller begyndende måne), men endnu værre ikke kan se, at de under løbene faktisk kører kroppen til det yderste.
Et forslag
Mit forslag vil være, at man forbyder kasketter på podiet, at tv-journalister nægter at interviewe personer gemt bag solbriller, at man tillader rytterne atter at køre uden hjelm, når etaperne ender på en top. Så kan vi igen se sveden perle, trætte øjne, og nervøsiteten i feltet, når presset bygges op.
Lad os få det menneskelige tilbage i cykelsporten. Giv os igen mulighed for at fornemme smerte og lidelse, store nederlag og smukke sejre, som en nu forhenværende tv-kommentator kunne have udtrykt det.