Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

En ukrænkelig ret?

»I ARBEJDETS ukrænkelige navn skal det fortsat være en ret at købe sig til sex og at tage skade af at sælge det, uden at staten reelt blander sig.«

I virkelighedens verden synes det at være det nedkogte udsagn i Birgitte Kofod Olsens kronik i Jyllands-Posten18/1.



Jeg anerkender BKO's viden om rettighedstænkning, men hendes analyse af prostitutionsproblematikken rummer nogle vurderinger, som jeg er uenig i.



I Danmark har det siden 1999 været legalt at prostituere sig selv, og det bør det fortsat være, eftersom det retslige fokus bør rettes mod køberen, der udøver seksualiseret vold.



Alligevel betragtes det ikke som et lovligt erhverv, men i stedet som et socialt problem, der bør bekæmpes fra statens side. Det bør det, fordi et liv i prostitution som oftest har så store sundhedsmæssige og sociale skadevirkninger, at det ikke kan forsvares stiltiende at acceptere denne skadesforvoldelse fra køberens side.



Prostitution fungerer ikke - gavner ikke mennesker og har som indtjeningsvej ingen samfundsmæssig nytteværdi - hverken globalt eller lokalt.



Definitionen af prostitution som seksuel udnyttelse stammer faktisk fra hele tre FN-konventioner, og i den fra 1979 (Kvindekonventionen - CEDAW) står der, at: »De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler, herunder gennemføre lovgivning, med henblik på at hindre enhver form for handel med kvinder og udnyttelse af kvinder ved prostitution.« Altså indføre lovgivning, der forhindrer sexkøb.



Svensk model



Det gjorde Sverige så i 1999 ud fra en klar definition af køb af sex som værende vold. Altså en konventionsstøttet definition med mere velfærdsstatslig vægt end beskyttelse af erhvervsfrihed. Resultaterne har levet op til konventionsmålet, hvorimod den regulerede legalisering, man har forsøgt i Holland, har haft en negativ effekt på alle fronter.



Alt dette ved BKO godt, og hun anerkender de enorme risici i prostitution for alle prostituerede, uagtet vejen, der har ført dertil.



Alligevel vurderer hun, uden nogen overbevisende argumentation, at staten ikke bør gribe ind for at beskytte de mennesker, der frivilligt er gået ind i prostitution.



Uden at gå ind i en længere strukturel udredning af ”det frie valg” skal jeg indskyde, at den viden, vi har om størstedelen af de ”frivillige” prostitueredes opvækst, fortæller om voksensvigt eller sågar overgreb fra mænd samt andre svære livsvilkår, og denne ulighed spiller en væsentlig rolle i mit syn på sagen. I øvrigt flimrer BKO's skelnen mellem dem, hun rubricerer som ”sexarbejdere”, og dem, hun kalder ”tvangsprostituerede”, når vi nu ved, at mennesket til en vis grad er udstyret med en styrke til at finde lys i selv den mørkeste elendighed, og at denne evne er specielt velkendt inden for prostitution.



Forvirrende



BKO's tilgang bliver da i høj grad meget lig den dobbeltmoral, som den danske lovgivning rummer: Sexkøb er skadeligt og alligevel legalt, og staten får oven i købet skattepenge ind via udnyttelsen, som den så samtidig bør stå klar til at afhjælpe via sociale tiltag og handlingsplaner.



Hvis du er forvirret på et højere menneskerettighedsplan, er det fuldt forståeligt. For hvorfor dog ikke agere forebyggende for at forhindre, at skaden sker?



En kamp for retten til at skade andre ved at købe sex og for at beskytte retten til at tjene penge ved at lade sig ødelægge i prostitution. Det er ikke min rettighedskamp.







8. marts-initiativet er et samarbejde mellem organisationer, der arbejder for et forbud mod sexkøb i Danmark.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen