Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Uden at vi ved af det

VI ER STOLTE af vores visdom og klogskab.

Vi er oplyste mennesker, der ved besked.



Vi er veluddannede og er oplært med kritisk sans.



Vi kan gennemskue tingene. Lader os ikke narre.



Og vi tror, vi kan forstå alt.



Vi tror, det hele bare er et spørgsmål om viden.



Vi tror, at vi gennem denne viden alene kan opnå indsigt i livets inderste væsen - at det er mængden af viden, der gør, at vi kan se livets storhed.



Hænger det virkelig sådan sammen?



At visdom og klogskab giver indsigt eller indsigten? Eller er der en indsigt, en livsindsigt, som vi ikke kan uddanne os til?



*Med gudsriget er det ligesom en mand, der har tilsået jorden.



Han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan.



Og så går han i gang, når høsten er inde.



Han har ikke indsigt i forvandlingens processer, bonden.



Livet er ikke først virkeligt for ham i og med den viden.



Han ser livets foranderlighed, han erfarer den, han lever ud fra den - når kornet står gyldent, går han i gang med seglen.



Han lever med det under. At det lille sennepsfrø, mindre end alle andre frø, lægges i jorden og bliver forvandlet til en plante, større end alle de andre, hvor himlens fugle kan komme og bygge rede.



Og han lever i pagt med dette under. Han lever efter det, med det. Det er livsindsigt, dette her.



For ud fra en nøgtern betragtning kan vi vel bare sige: Nå ja, det er naturens gang. Men nej, her er mere end naturens gang.



Dette her vidner om en kraft, et liv dybt nede under os alle, som har en kraft i sig til at lade sig åbenbare og komme frem og vise sig som liv, der skyder op af jorden, som lys, der vælder frem af mørket, som kærlighed, der trodser kulde og svigt.



Som håb, der trodser sygdommen til døden.



*Paulus havde forståelse for dette.



Han var særdeles klog og oplært ud i skriften og det græske. Og han mødte på akkurat samme måde som os denne skelnen mellem tro og viden.



For enhver vil jo sige, at det er fuldstændigt vanvittigt at sætte sin lid til et menneske, der hænger på et kors, og som hele sit liv har gået blandt de fattigste - at det skulle være Guds søn.



Og så kommer de og siger, at han er opstået fra de døde på tredjedagen. Det er det rene vanvid. Sådan noget sker ikke. Det er umuligt. Og Paulus indrømmer det.



Det er vanvid - for dem, der tror på, at fornuften skaber verden, er det vanvid. Men for os, siger han, er det Guds kraft.



Evangeliet om Jesu Kristi død og opstandelse er en kraft, der skaber verden på ny, som skaber mennesket på ny, giver liv, uden vi ved af det. For Gud er den kraft, der virker, tro, og som gør, at håbet kan vokse, og at kærligheden i os kan bære frugt. Uden at vi ved af det.



Det er et under. Det er ren nåde. Lad os prøve at forstå det, det vil sige glæde os over, at der findes et liv, der ikke afhænger af os selv.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen