Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Usaglig kritik

Socialdemokraten Mogens Jensen taler om nedgang på stort set alle kulturområder. Det er noget vrøvl.

ENDNU EN GANG har kulturens selvbestaltede vogter, Mogens Jensen fra Socialdemokratiet, brugt landets aviser til at sprede usande påstande. Under dække af en velkomst til Pia Kjærsgaard i Kulturudvalget smider hr. Jensen om sig med påstande om nedgang på stort set alle kulturområder.



Men som vanligt taler den socialdemokratiske kulturordfører mod bedre vidende. Eksempelvis når han påstår, at det står sløjt til på museumsområdet. Regeringen har indført gratis adgang på blandt andet Nationalmuseet, og siden 2002 er besøgstallet steget fra 530.000 til 760.000, så interessen fra danskerne er i den grad til stede. Det samme gælder musikskolerne, hvor der siden 1991 er kommet godt 20.000 flere elever.



Gode forhold



Mogens Jensens kritik af dansk kunstliv kan også affærdiges med udtalelser fra Charlottenborg Kunsthals svenske direktør, Bo Nilsson, der må siges at være en mand, som kender området indefra.



I DR2's ”Deadline” 11/1 siger Bo Nilsson, at der aldrig har været så stort et antal danske kunstnere, som profilerer sig stærkt internationalt. Og han mener endvidere, at det skyldes god uddannelse på akademierne og en statsstøtte, der måske er den bedste kunststøtte i verden.



Det billede, Mogens Jensens forsøger at tegne af landets biblioteker, er på samme måde helt usagligt. Undersøgelser har vist, at folk ikke besøger biblioteker i nærområdet, men søger hen til de biblioteker med størst udvalg og bedst service. Regeringen har med kommunalreformen netop sikret større og langt stærkere biblioteker, der giver den service, borgerne efterspørger.



Mogens Jensen kritiserer også regeringen for at være helt uden intentioner på kulturområdet. Han bruger antallet af kulturpolitiske lovforslag til at nedgøre de mange initiativer, der er kommet fra VK-regeringen, siden vi overtog det kulturelle fallitbo fra Mogens Jensens partifæller. Men regeringens kulturpolitiske visioner kan ikke måles på antallet af lovforslag.



90 mio. kr. afsat



I stedet bør man eksempelvis se på regeringens store ambitioner om at sikre et bedre samspil mellem kultur- og erhvervslivet, der er i fuld gang med at blive ført ud i livet. Regeringen har sammen med Mogens Jensen og de fleste andre af Folketingets partier afsat 90 mio. kr. til at styrke kultur- og oplevelsesøkonomien inden for blandt andet mode, computerspil, arkitektur/design og madkultur, og netop i disse uger forhandler vi de sidste detaljer på plads.



På idrætsområdet har regeringen tilsvarende store visioner og arbejder for at styrke kampen mod doping og forbedre idrætsforeningernes forhold. Og eksempelvis har regeringen øget skattefradraget for frivillige trænere og ledere og indført, at virksomheder kan tilbyde deres medarbejdere gratis motion i fitnesscentre og idrætsforeninger, uden at medarbejderne beskattes.



Desuden kan nævnes regeringens arbejde for at digitalisere og sikre danskernes kendskab til kulturarven, udarbejdelse af en strategi for anvendelsen af tipsmidlerne samt en række andre langsigtede visioner.



Fra Venstres side vil vi derfor opfordre Mogens Jensen og hans partifæller til at arbejde konstruktivt til gavn for kulturen i Danmark i stedet for at sætte sig tilbage og brokke sig over andres manglende initiativer.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen