Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Tiltrængt provokation

DER HAR gennem den seneste uge verseret en debat om effekten af ulandsbistand.

Debatten blev sparket i gang af professor Martin Paldam, som anbefaler en omlægning af de rige landes bistand til de fattige lande. En omlægning, som går ud på at dirigere al bistand i retning af aktiviteter, som styrker den produktive eller private sektor i udviklingslandene, og væk fra aktiviteter i den sociale sektor (sundhed, skolegang mv.) samt områder inden for demokrati og menneskerettigheder.



Paldam konkluderer nemlig på baggrund af sine studier, at bistand til de sociale sektorer og demokratisering ikke umiddelbart ser ud til at give synlige resultater, hvad angår økonomisk vækst.



Økonomisk vækst



Jeg er fuldstændigt enig med Paldam i, at økonomisk vækst er det, der skal til for at trække mennesker ud af fattigdom. Se bare på det økonomiske mirakel i Sydøstasien, hvor millioner af fattige har fået markant bedre levevilkår over en ganske kort årrække.



Jeg er derfor helt enig med Paldam, når han efterlyser et større fokus på den private sektors rolle i udviklingsprocesser. VK-regeringen har om nogen turdet tale højt om vigtigheden af at få styrket den private sektor i udviklingslandene - et område, der i mine øjne har været alt for underspillet i årtiers bistandsarbejde.



Vi har igangsat erhvervssektorprogrammer i adskillige af vores samarbejdslande - altså programmer, som skal forbedre vilkårene for de lokale virksomheder. Vi har også forbedret vores programmer for støtte til konkret erhvervssamarbejde mellem danske virksomheder og virksomheder i udviklingslandene, så vi kan få overført knowhow og viden til dem. Og selv benytter jeg enhver lejlighed til at opfordre erhvervslivet til at overveje investeringsmuligheder i f.eks. Afrika. Og selvfølgelig presser Danmark på i international sammenhæng for at få nedbrudt toldbarrierer mellem den fattige og den rige verden.



Bedre kvalifikationer



Men Paldam overser, at det ikke er nok, at vi giver de fattige lande nogen at handle med - de skal også have noget at handle med. De skal kunne producere noget. Derfor skal de have en befolkning, der kan læse og skrive, og de skal have en befolkning, som ikke dør af hiv/aids.



De skal have et landbrug og nogle industrivirksomheder, der kan producere noget, der efterspørges - og det kræver en kvalificeret arbejdsstyrke.



Men jeg vil også gerne sige, at når vi støtter demokratisering, menneskerettigheder, anti-korruption, retslige reformer osv., så gør vi det til dels, fordi det er fremmende for den økonomiske aktivitet og niveauet af udenlandske investeringer, at det pågældende land er stabilt og mindst muligt korrupt. Demokrati og menneskerettigheder tjener så sandelig også et formål i sig selv. Nemlig at give mennesker ens rettigheder og et ligeværdigt liv.



Og endelig skal man altid tage statistik med et gran salt. Paldam konkluderer noget meget enkelt om en meget kompleks verden. En verden, hvor vi ikke kan isolere effekten af bistand. Udviklingen i et land kan stagnere på grund af udefrakommende faktorer som klimaforandringer eller konflikter i regionen. En stagnation, som intet har at gøre med, om bistanden har virket eller ikke virket.



Men jeg er glad for, at der også er plads til Paldams synspunkter i den danske debat om ulandsbistand. I alt for mange år er det kun størrelsen af bistanden, man har diskuteret.



Derfor er det befriende, at det indimellem lykkes også at sætte indholdet, prioriteringerne, effekten og resultaterne på dagsordenen i den danske debat. Det er bestemt tiltrængt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen