Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Ellemann har en pointe

JYLLANDS-POSTEN og kulturredaktør Flemming Rose er for tiden meget opbragte over, at Uffe Ellemann har sagt, at Jyllands-Posten bestilte karikaturtegninger af profeten Muhammed.

JP fokuserer på ordlyden af det brev, avisen udsendte til medlemmerne af Danske Bladtegnere under Dansk Journalistforbund, og hvori man blot bad bladtegnerne tegne Muhammed, som de så ham.



I JP 15/1 fokuserer Ellemann på, at JP ikke bad almindelige illustratorer tegne Muhammed, men netop henvendte sig til Danske Bladtegnere, dvs. karikaturtegnere, og altså implicit bad om karikaturer. Efter min mening har Ellemann en pointe.



Som formand for Danske Tegneserieskabere deltog jeg i flere møder, både i Dansk Journalistforbund og i Dansk Kunstnerråd, i december 2005, da Muhammed-krisen endnu var i sin vorden, og jeg kan derfor bekræfte, at JP's brev til tegnerne var meget neutralt i ordlyden.



Og selvfølgelig skal man have lov til at tegne uden frygt for dødstrusler. Det var bl.a. det, møderne handlede om.



Men allerede dengang bemærkede jeg, at hvis det havde været JP's mening at efterprøve Kåre Bluitgens udokumenterede påstand om, at det var farligt for danske illustratorer at illustrere hans bog om profeten Muhammed, så havde JP gjort en fejl ved at overlade opgaven til avistegnere, der nødvendigvis måtte se det som et fagligt krav at gå satirisk til værks og stille sagen på spidsen.



En anden slags tegninger



Dermed fik man tegninger af en helt anden karakter end dem, diskussionen indtil da havde drejet sig om. Der er nemlig himmelvid forskel på bladtegnere og de illustratorer, Kåre Bluitgen formentlig havde i tankerne, og som for en stor dels vedkommende er organiseret i Illustratorgruppen under Dansk Forfatterforening.



Sidstnævnte leverer illustrationer til billedbøger, lærebøger, børne- og ungdomsbøger, og havde JyllandsPosten sendt sin opfordring ud til disse tegnere, havde vi formentlig set en række uskyldige hverdagsskildringer af profeten Muhammed i stil med dem, Kåre Bluitgen faktisk endte med at bringe i sin bog.



Det er værd at lægge mærke til, at disse tegninger ikke vakte international furore, som JP's karikaturtegninger gjorde det. Det kan der være mange grunde til, men et faktum er, at JP's efterprøvning af Bluitgens påstand i udgangspunktet var forfejlet, fordi avisen henvendte sig til den forkerte faggruppe med sin opfordring.



Hermed ikke være sagt, at man ikke skal have lov til at tegne Muhammed, som bladtegnerne gjorde det. På mit fags vegne er jeg meget tilfreds med, at der blev stået fast på ytringsfriheden, da dødstruslerne og ambassadeafbrændingerne overtog dagsordenen. Her havde JP en pointe, mens Ellemanns position var mere uklar i mælet.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen