Markedsføringsnarko
FREDERICIA, København og Køge har på nyreligiøs vis kastet sig ud i en konkurrence på børns kollektive livsglæde. Sekundanterne er Jens Myrthus markedsføringsfirma, der effektivt har fået sugerøret ind i kommunekasserne og Danmarks Pædagogiske Universitet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Alle totalitære regimer og en del diktaturer har altid brugt mental ensretning blandt børn og unge i kampen for profilering og kampen for befolkningens hjerter. Hitler havde sin skrårem-elskende Hitler Jugend, Honecker i Østtyskland have pionererne, der tilvinkede ham på Karl Marx Strasse. Mao udnyttede ungdommen i sin kulturrevolution, og Kim Jung Il i Nordkorea arrangerer store spektakulære parader med ensrettede unge.
Nu har tre kommuner kastet sig ud i et projekt, hvor ensrettet livsglæde, der bygger på tre lykkebeskrivelser, skal være bestemmende for, om de pågældende byers unge og børn er livsglade og berettiget til titlen ”Danmarks bedste børneby”.
Måling af det umålelige
Danmarks Pædagogiske Universitet har udarbejdet en målemetode for det, man selv kalder ”måling af det umålelige”.
Den videnskabelige konsekvens ville naturligvis være at skyde projektet ned, men nej, det er en tilskyndende term, for vi bryder grænserne, og det er innovativt. Men det må være helt afgørende, hvilke grænser man bryder, og hvordan de brydes.
De målinger, der foretages, bygger på spørgsmål som ”føler du dig tryg i undervisningen?”. Svaret skal gradueres fra et til syv. Nogen sammenlignelig entydighed kan man ikke forvente i et svar. Men undersøgelserne i www.god-skole.dk. bruges kollektivt entydigt til kommunale statistikker. Det, kommunikationsfolk, presse, bureaukrater og politikere elsker ved metoden, er dens nemt tilgængelige statistikker, der vil blive misbrugt til store overskrifter i medierne.
Det er højlydt bevist, at disse grupper ikke interesserer sig for validiteten bag undersøgelserne. Havde man tænkt på det enkelte barn, findes der andre, mere præcise undersøgelsesmetoder, der kan definere situationen for en elev i skole og hjem med henblik på at tage initiativer, der kan hjælpe eleven.
Det allerværste er, at statistikkerne bliver virkelighedsskabende og fordrende for folk, der arbejder med børn og unge.
Magten vil påberåbe sig entydig viden, som andre må bøje nakken for. Sådan virker totalitære systemer.
Opgiv ”Danmarks bedste børneby” og brug ressourcerne på det enkelte barn, og når børnene hver for sig siger, at her er godt at bo, så er der nok noget om det.