Er palæstinenserne virkelig dømt til aldrig at få deres eget land?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den nok ældste større eksilgruppe af palæstinensere findes i Chile. Her skønnes i størrelsesorden en halv million borgere at have palæstinensiske rødder – og en kendt fodboldklub i hovedstaden Santiago hedder ”Palestino”.

Baggrunden for det palæstinensiske samfund i Chile rækker mere end 100 år tilbage, hvor kristne palæstinensere flygtede, mens Det Osmanniske Rige havde magten i området Palæstina indtil afslutningen af Første Verdenskrig.

Siden 1948 er mange nye lande med store grupper af fordrevne palæstinensere kommet til. Uden for Palæstina er Jordan det største eksilland, efterfulgt af Libanon og Syrien, men også i andre arabiske lande har palæstinensere taget ophold – mens de venter på, om deres FN-vedtagne ret til at vende hjem bliver en realitet eller fortsætter som fatamorgana.

Hovedårsagen til disse eksilsamfund af palæstinensere er ”nakba” – den palæstinensiske ”katastrofe”, især fremkaldt af zionistiske militsers fremfærd før og efter den 15. maj 1948, hvor Israel erklærede sig som stat. 750.000 blev fordrevet, heraf også mange til de palæstinensiske områder Gaza og Vestbredden. I Gaza blev befolkningen tredoblet på denne baggrund.

I 1967 – i forlængelse af Seksdagskrigen, hvor Israel besatte Vestbredden og Gaza – blev yderligere ca. 250.000 palæstinensere til flygtninge. Siden da er flere kommet til, flygtet på grund af en hård besættelsesmagt, som ikke anerkender palæstinensere som ligeværdige.

Der er vist efterhånden palæstinensere i de fleste af verdens lande – frustrerede over uretfærdigheden, som delvist med international støtte er overgået dem. I Danmark er tallet ca. 25.000 – de fleste med en baggrund fra en mellemstation i flygtningelejre i Libanon og også med familiernes erindring fra 15 års borgerkrig i den mentale bagage.

Og der er næppe slut med katastroferne. Under den israelske krig mod Gaza efter 7. oktober 2023 er fordrivelse eller forflyttelse blevet lanceret som en slags løsning, da Israel aktivt modarbejder den globalt støttede tostatsløsning og i stedet ønsker et større Israel.

På Vestbredden gjorde Israel i 2025 hele 37.000 palæstinensere hjemløse ved at rive deres boliger ned, og de illegale bosættere tager mere og mere – med aktiv støtte fra den israelske regering.

Flere og flere har udsigt til en fremtid i landflygtighed – i en verden, hvor de fleste lande i øvrigt har stærke restriktioner på indrejse.

Det er efterhånden absolut sidste øjeblik, hvis det palæstinensiske folk ikke skal blive fremtidens jøder, spredt på alverdens lande og uden et hjemland.

Kan det passe, at 58 års israelsk besættelse ikke skal afløses af et frit Palæstina og en hel eller delvis afslutning af landflygtigheden? Hvorfor skal det i stedet blive ny katastrofe for det palæstinensiske folk – og for det internationale samfund?