Systemet har svært ved at håndtere seksualkriminelle med funktionsnedsættelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Østre Landsret har for nylig stadfæstet en forvaringsdom mod en 39-årig mand, der fem gange tidligere var blevet dømt for seksuelle overgreb mod børn.

Hver gang har han afsonet en almindelig fængselsstraf uden specialiseret behandlingstilbud, selvom flere fagpersoner længe har påpeget, at målrettede indsatser kunne mindske risikoen for nye seksualforbrydelser. Men en særlig berøringsangst og et hul i retspraksis har måske stået i vejen for at forebygge ny kriminalitet.

Manden fik sin første dom i 2016 og hen over de næste otte år udsatte han i alt 67 børn mellem 6-15 år for seksuelle overgreb, inden han blev idømt forvaring. Ved hver dom er han idømt fængselsstraf uden nogen former for behandling, og gang på gang er han efterfølgende blevet løsladt i eget hjem, hvorefter de digitale overgreb mod nye børn fortsatte, bl.a gennem spillet ”Fortnite”.

I 2017 blev han for anden gang dømt for samme type kriminalitet. På trods af at han var omfattet af straffelovens § 69 grundet mangelfuld mental udvikling og dermed kunne have været anbragt på en psykiatrisk afdeling, lød domsudmålingen på otte måneders ubetinget fængsel.

En mentalundersøgelse viste, at manden både havde ocd med tvangshandlinger, en ujævn kognitiv profil samt en autismediagnose. Retten meldte, at den derfor ikke kunne pege på andre foranstaltninger end almindelig straf for at forebygge ny kriminalitet, ligesom Kriminalforsorgen ikke anbefalede tilsyn, fordi den ikke vurderede, det ville have en forebyggende virkning.

Men kan det virkelig passe, at vi ikke har andre muligheder end straf for at forebygge?

Og trods rettens intention om at forebygge ny seksualkriminalitet mod børn og unge fortsatte de seksuelle overgreb. Igen og igen.

I 2020 stod mandens mor frem i medierne og satte spot på hullerne i systemet. Her blev en række fagpersoner citeret for, at flere seksuelle overgreb kunne have været undgået, hvis der var blevet iværksat pædagogiske indsatser eller henvist til et specialiseret autismetilbud.

Efter mandens behandlingsdom er blevet stadfæstet i landsretten, har jeg spurgt Josephine Egestorp, der er seksualvejleder på specialområdet, om en kommentar. For på trods af en række fagpersoner, der tidligere har udtalt sig i forbindelse med sagen, mangler der et fokus på det seksualpædagogiske felt.

Hun forklarer, at mandens profil indeholder en række risikofaktorer, der øger sandsynligheden for problematisk seksuel adfærd, hvis der ikke er arbejdet målrettet og pædagogisk.

Hun uddyber, at mange mennesker med autisme oplever ensomhed og kan have en voksen biologisk seksualitet uden tilsvarende social og modningsmæssig forståelse for grænser, samtykke og konsekvenser. Og når forventningerne til ansvar, refleksion og sociale spilleregler ikke passer til personens forudsætninger, opstår der risiko for gentagelser. Hun pointerer, at netop problematiske seksuelle handlinger ofte opstår netop der.

Ensomheden og det øgede psykiske pres er dermed to faktorer, der udgør en øget risiko for ny kriminalitet. Her forklarer Josephine Egestorp, at seksualiteten i højere grad kan udfolde sig uden spejling, vejledning og korrigering, især når der ikke er pædagogisk støtte og struktur.

Egestorp understreger, at hendes erfaring viser, at mange med autisme ikke ønsker at skade eller krænke andre, men at de ofte mangler redskaber til at handle hensigtsmæssigt.

Op netop sådan en sammenhængende, specialiseret og seksualpædagogisk indsats kunne have forebygget ny kriminalitet. En sådan indsats kunne tilpasses mandens kognitive og sociale forudsætninger, f.eks. have inkluderet undervisning i grænser, samtykke, lovgivning, regulering af seksuelle impulser og alternative handlemuligheder.

Mandens mor fortalte i 2020, at hun har forsøgt at føre tilsyn med sønnen, og at hun og mandens bror har skaffet midler til egenbetalt psykologbehandling til manden, hvilket altså ikke har haft den ønskede effekt.

Og her er det nærliggende at spørge, om det virkelig skal være op til privatpersoner at forebygge ny kriminalitet, især når det omhandler seksuelle overgreb mod børn og unge? En type kriminalitet, som et netværk under Social- og Boligstyrelsen sidste år konkluderede, at vi ikke lykkes godt nok med at forebygge eller bekæmpe.

Og om vi vil lade det være op til den enkelte familie at udfylde hullet i vores retspraksis?

Forvaring er en tidsubegrænset foranstaltning, som domstolene tager i brug over for personer, der anses som særligt farlige. Samtidig er det en af de dyreste former for frihedsberøvelse med sin 3,6 mio. kr. årligt pr. plads i en højtbemandet specialafdeling. Det er næsten fire gange så meget som prisen på en seng i de almindelige fængsler og dobbelt så dyrt som på en retspsykiatrisk afdeling.

Kunne denne dyre løsning være undgået, hvis relevante pædagogiske og behandlingsmæssige initiativer var blevet iværksat fra starten af mandens kriminelle løbebane? Og kunne vi dermed have sparet mange børn for traumer, reduceret menneskelige og økonomiske omkostninger og samtidig mindsket belastningen for manden og hans familie på grund af et retssystem, der ikke er sat op til den type kriminelle, som den 39-årige er?

Sagen viser, hvor galt det kan gå, når retssystemet ikke tilpasses personer med særlige behov, der samtidig begår alvorlig kriminalitet. Og berøringsangsten bliver særlig tydelig, når seksualitet, funktionsnedsættelser og seksualforbrydelser mødes.

Og den understreger, at dem, der udsætter børn og unge for seksuelle overgreb, ikke altid passer ind i klassiske “monsternarrativer”. Udviklingshæmning og psykiske udfordringer kan være væsentlige faktorer, der øger risikoen for fornyet kriminalitet, når der ikke findes rette indsatser.

Men det vigtigste, vi bør tage med os fra denne sag, er, at vi må gøre mere for at passe på vores børn.

Hvis vi vil forebygge seksuelle overgreb mod børn, må vi opdatere retspraksis og skabe tilbud, der matcher profiler som mandens – med målrettet seksualpædagogik og behandling, som reelt kan forhindre genforbrydelser.