Højesteret bør undersøge tvivl om folketingsvalg
I stedet for Udvalget til valgs prøvelse burde Højesteret gå ind og afgøre, når der opstår tvivl om f.eks. medlemmers valgbarhed. Det vil være effektivt og demokratisk. Spørgsmålet er blevet aktuelt efter sagen om nyvalgte Emilie Schyttes bopælsforhold.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På den allerførste dag i det nye Folketing blev jeg indvalgt i Udvalget til valgs prøvelse, der bl.a. skal kontrollere klager over folketingsvalget.
Jeg røber nok ikke for meget ved at fastslå, at medlemskab af Udvalget for valgs prøvelse ikke just er det mest prominente, man kan opleve her på Borgen, da der sjældent sker noget epokegørende her.
Der var da også sædvanlig ro omkring valghandlingen ved folketingsvalget den 24. marts, idet kun relativt få havde klaget, hvorfor Indenrigsministeriet oversendte en redegørelse til udvalget om, at valget var o.k. og alene med få ikke-væsentlige fejl.
På den baggrund indstillede udvalget til Folketinget, at valget blev godkendt den efterfølgende tirsdag den 14. april 2026.
Men mandag den 13. april offentliggør dagbladet Information en artikel om bopælskravet, for så vidt angår et af de (måske) valgte medlemmer.
Udvalget trådte på ny sammen efter at have indhentet et lidet brugbart responsum fra Indenrigsministeriet, og helt korrekt besluttede udvalget at fastholde den oprindelige indstilling til Folketinget om godkendelse af samtlige 175 danske medlemmer af Folketinget.
Der var nemlig ret beset ikke fremkommet noget relevant nyt vedrørende valghandlingen.
Og artiklen i Information tillagde man heldigvis ingen betydning. På det grundlag vedtog Folketinget indstillingen om godkendelse af alle medlemmer.
Den megen polemik medfører dog, at der måske burde være grundlag for at overveje en præcisering af valgreglerne.
Man er således kun valgbar til Folketinget, hvis man har »fast bopæl i riget«. Det fremgår allerede af grundlovens §§ 29 og 30 og er tilsvarende ordret gengivet i folketingsvalgloven.
Men hvad forstås egentlig ved »fast bopæl i riget«? Det kan man lede meget længe efter i både grundlov og folketingsvalglov uden at blive meget klogere.
Før denne sag kom op, led jeg således af den vildfarelse, at det nok var noget med skatterettens 180 dages ophold i Danmark, eller at Danmark skulle være »centrum for ens livsudfoldelse«, som der vist nok også er beskrevet i den skatteretlige litteratur.
Men nej, fra Indenrigsministeriet får Ekstra-Bladet oplyst, at det afgørende er, om man senest 11 dage før valget har fast bopæl i Danmark.
Så vidt jeg er orienteret, beror ministeriets oplysning angiveligt på »fast praksis«, hvordan det så end skal forstås, når det samtidig kan lægges til grund, at spørgsmålet ikke tidligere har været behandlet. Og hvordan »fast bopæl« eksempelvis på 11.-dagen skal forstås og kontrolleres, synes mig også temmelig uklart.
Ministeriet henviser til CPR-loven og Folkeregisteret, hvorefter der skal meldes flytning inden fem dage, hvis man skifter adresse, men om en sådan selvudarbejdet meddelelse på 11.-dagen inden valget er tilstrækkeligt til at konkludere, at borgeren så har »fast bopæl« – det er bestemt ikke soleklart.
Som anført af højesteretspræsident Jens Peter Christensen m.fl. i bogen “Grundloven”, så indeholdt de to første grundlove (1849 og 1866) et krav om, at man skulle have haft fast bopæl et bestemt sted i Danmark i et år forud for valget for at kunne stemme (og givet også opstille, red). I de senere grundlove er kravet reduceret til, at man alene skal have fast bopæl her i landet.
Der fortsættes: »Der findes hverken i gældende eller tidligere grundlove bestemmelser, der nærmere angiver, hvad der skal forstås ved kravet om fast bopæl …«
Når der ikke foreligger noget håndfast i lovgivningen, herunder i grundloven eller folketingsvalgloven, tror jeg, man skal være varsom med at indfortolke flere hindringer for valgret og valgbarhed, så uden klart bevis for »fast bopæl« uden for Danmark taler meget for, at Indenrigsministeriets holdning (men ikke begrundelse) er juridisk korrekt. Og dermed, at folketingsbeslutningen om godkendelse af alle 175 danske mandater ligeledes er korrekt.
Et helt andet spørgsmål er, om det er særlig demokratisk, at Folketinget selv afgør, om et eller flere medlemmer er valgbare?
Teoretisk set kunne et folketingsflertal på denne måde stemme en besværlig modstander ud af Folketinget, enten på grund af manglende valgbarhed eller uværdighed. Vi smykker os jo traditionelt af retssikkerhed i udpræget forstand, men her kunne det imidlertid halte lidt.
Det mener i hvert fald Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der ifølge Politiken tidligere har dømt både Belgien og Island for at have tilsvarende ordninger, hvor de valgte kandidater ikke kunne siges at være uvildige i bedømmelsen af kollegaernes habilitet.
På tilsvarende vis har OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) ligeledes anset den danske ordning for at være problematisk.
Således skriver Jens Peter Christensen m.fl. i “Grundloven” (2025) side 293: »Der er derfor grund til at tro, at hvis en tilsvarende sag en dag skulle blive rejst mod Danmark ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, vil resultatet kunne blive, at også den danske retstilstand er i strid med menneskerettighedskonventionen.«
Et godt og demokratisk plaster på såret kunne efter min opfattelse være, at det var Højesteret, der undersøgte og konkluderede på valgklager.
Mange husker nok, da Al Gore var ligeved og næsten ved præsidentvalget i 2000, og hvor den amerikanske højesteret inden for få dage tog stilling til spørgsmål om valgklager i Florida. En sådan ordning ville efter min opfattelse være optimal i Danmark, men desværre ikke overensstemmende med grundlovens § 33, hvorefter det er Folketinget, der afgør klagerne.
En brugbar løsning kunne imidlertid være, at Højesteret trådte i stedet for Udvalget til valgs prøvelse, således at Højesteret foretog de nødvendige undersøgelser inden for få dage (helt uhørt med de sædvanlige ventetider i domstolssystemet) og herefter afgav sin indstilling til Folketinget til videre vurdering og afstemning. Det kunne ske uden grundlovsændring.
Selvfølgelig ville det stadig være kollegaer, der godkender kollegaer, men alt andet lige ville godkendelsen ske på et langt mere sikkert grundlag.