Vi har løftet uddannelsesniveauet – men skabt en ny ubalance
Danmark har flere med videregående uddannelser end nogensinde før. Samtidig falder antallet af faglærte – også dér, hvor behovet er størst. Det er en ubalance, den næste regering er nødt til at tage alvorligt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er noget, der har ændret sig i Danmark de seneste 20 år. Ikke med et brag, men stille og roligt.
Vi er blevet et mere uddannet samfund. Flere og flere tager en videregående uddannelse. Det er i sig selv en succeshistorie. Men det er også en udvikling med en bagside.
For samtidig med at uddannelsesniveauet er steget, er balancen i vores uddannelsessystem blevet skævere. Antallet af faglærte er faldet, mens antallet af personer med videregående uddannelser er vokset markant.
Det er ikke blot en teknisk udvikling. Det er en forskydning i retning. Og den forskydning har konsekvenser.
Danmark er i høj grad stadig et videns- og produktionssamfund. Vi lever af at bygge, installere, producere og vedligeholde – ofte i tæt samspil med teknologi og viden. Det gælder ikke mindst uden for de største byer, hvor industri og produktion fortsat udgør rygraden i økonomien.
Alligevel ser vi den samme udvikling i hele landet. Selv i regioner, hvor faglærte historisk har udgjort en stor del af arbejdsstyrken, er de ved at blive overhalet af personer med videregående uddannelser.
Det gælder i Syddanmark og Midtjylland, som er blandt landets stærkeste industriregioner. Det gælder i Nordjylland og Sjælland, hvor specialiseret produktion spiller en central rolle. Og det gælder også i hovedstaden, hvor produktion og industri i stigende grad er højteknologisk.
Det er ikke, fordi behovet for faglærte er blevet mindre. Tværtimod. Virksomheder mangler arbejdskraft. Projekter bliver forsinket. Den grønne omstilling, som kræver tusindvis af faglærte hænder, risikerer at blive bremset.
Samtidig fortsætter uddannelsessystemet med at sende hovedparten af de unge i retning af gymnasiale og videregående uddannelser. Det er her, paradokset opstår.
Vi har i årevis haft fokus på at få flere til at tage en uddannelse. Det er lykkedes. Men vi har i mindre grad haft fokus på, hvilken type uddannelse samfundet faktisk har brug for. Resultatet er en ubalance, og den bliver kun tydeligere i de kommende år.
For mens kunstig intelligens og automatisering i stigende grad kan overtage dele af det administrative og analytiske arbejde, også i job, der kræver videregående uddannelse, består behovet for faglærte kompetencer.
Der er stadig brug for mennesker til at bygge, installere, producere og vedligeholde. På nogle områder vil behovet snarere vokse.
Alligevel har denne udvikling fyldt bemærkelsesværdigt lidt i den politiske debat. Uddannelse har reelt spillet en begrænset rolle i valgkampen. Og når det endelig har været på dagsordenen, har fokus i høj grad været på at få flere til at tage en videregående uddannelse.
Dermed risikerer vi at gentage den samme tænkning, som har skabt ubalancen. For problemet er ikke, at for få tager en uddannelse. Problemet er, at for få tager de uddannelser, der er afgørende for, at samfundet fungerer i praksis.
Samtidig er der opstået en forventning om, at løsningen er på vej. Den nye gymnasiale uddannelse, epx, bliver af nogle fremhævet som et svar. Ambitionen er god. Epx skal skabe en stærkere vej mellem teori og praksis og få flere unge til at vælge en erhvervsrettet retning.
Men epx træder først i kraft i 2030. Og der vil gå flere år, før uddannelsen for alvor slår igennem. Samtidig forventer vi allerede omkring 2030 at mangle op mod 100.000 faglærte. Det efterlader et åbenlyst hul.
Og det siger også noget om, hvor meget der reelt kommer til at hvile på epx. For når udviklingen allerede i dag går i den forkerte retning, bliver forventningerne til én ny uddannelse tilsvarende store.
Epx kan blive en vigtig del af løsningen, hvis uddannelsen bliver et reelt alternativ til et rent bogligt gymnasium. Men den kan ikke stå alene, og den kan ikke løse et problem, der allerede er akut.
Derfor er spørgsmålet ikke længere, om vi skal have flere uddannede. Spørgsmålet er, om vi uddanner os i den rigtige retning. Og det er et spørgsmål, den næste regering bliver nødt til at tage langt mere alvorligt.