Når racisme bliver normaliseret, mister vi det Danmark, jeg holder af

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis vi skal bevare det Danmark, jeg er vokset op i, er det ikke mellemøstlige indvandrere, vi skal sige fra over for – det er den yderste højrefløj.

Debatten om at være dansk er fuldstændigt kørt af sporet. Debatten har længe været en af dem, der har været svær at tage. Personangreb er med pendulfart fløjet på tværs af begge politiske fløje, og skyttegravene har været lange og dybe.

Men ligesom introduktionen af kampvognen ændrede skyttegravskrigen i Første Verdenskrig, har udlændingedebatten de seneste måneder også skiftet karakter markant. Nu handler debatten nemlig ikke længere blot om, hvorvidt man tror på de danske værdier eller på den rigtige gud.

Nej, nu tromler det yderste højre ind i debatten med et helt nyt krigsvåben: racerealisme. Det startede, da en nyvalgt fra Borgernes Parti ikke ville kalde Samira Nawa dansk udelukkende på baggrund af hendes ophav. Hun mente simpelthen, at en folkevalgt, som nok er noget af det mest danske, man overhovedet kan være, ikke er dansk på baggrund af sine gener.

Derefter gæstede Julie Grove, en fremtrædende borgerlig debattør, B.T.s politiske podcast med et budskab om, at »man ikke kan komme uden om blod, når det kommer til en definition af danskhed«. Altså, at danskhed igen ikke handler om værdier, men om gener.

Og sidst, men ikke mindst har DR, landets største nyhedsudbyder, en selverklæret racerealist i ”Deadline”. Her slog Rasmus Munch Søndergaard fast, at det har en enorm konsekvens for ens danskhed, hvis ikke man kan tåle mælk.

Han mener nemlig, at det er en del af det danske gen.

Undskyld – men hvad fanden sker der? Det kan simpelthen ikke passe, at det i dagens Danmark er blevet så normalt at dele befolkningen op på sådan en måde. Ifølge Ordnet kan racisme defineres ved, at »mennesker kan inddeles med bestemte fysiologiske, mentale og sociale særtræk«. Kan vi ikke lige blive enige om, at udtalelser, der så åbenlyst passer ind i den ordrette definition på racisme, ikke er acceptable?

Vi har et fælles ansvar for at sige fra over for den slags uhyrligheder. For danskheden handler i bund og grund om at tage Danmark til sig. Man kan, ligesom størstedelen af alle danskere, sagtens tro på demokratiet, lære sproget og lade som om, man går i kirke hver søndag, uanset om man får tynd mave af en gammeldags isvaffel eller ej.

Hvis det her bliver ved, hvis åbenlys racisme bliver normalt og acceptabelt, er jeg bange for at miste dét Danmark, jeg elsker. Denne form for racerealisme bryder nemlig med alle de bedste danske værdier. At vi behandler alle lige. At vi tror på, at alle, der vil deltage i demokratiet, skal have mulighed for det. At vi tror på den enkelte, og at Danmark er mere end laktose-tolerance.

Lad os, modsat det ydre højre, stå fast på de danske værdier.