Skadet vandrefalk fik aldrig en chance. Den blev aflivet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som formand for Dansk Falkejagt Klub ser jeg med stigende undren på, hvordan vi i Danmark håndterer tilskadekomne rovfugle.

Artsfredningsbekendtgørelsen skulle beskytte de vilde dyr, men spænder i dag ben for den hjælp, som ellers er lige ved hånden.

I Danmark må kun ganske få godkendte aktører tage sig af at pleje tilskadekomne vilde dyr, og falkonerer, der arbejder dagligt med rovfugle og har årelang erfaring med håndtering og pleje, er frataget denne mulighed.

Der findes ingen faglig begrundelse for at udelukke disse specialister med deres erfaring, faciliteter og den nødvendige viden til at håndtere selv alvorligt tilskadekomne fugle. Alligevel må de mest kompetente ikke hjælpe, når en vild rovfugl ligger forkommen. Det giver ingen mening.

Forklaringen findes i selve lovgivningen. I artsfredningsbekendtgørelsen er alle rovfugle omfattet af regler, der betyder, at de kun må plejes af særligt bemyndigede aktører, og særligt § 30, stk. 2 udelukker specifikt falkonerer fra at måtte hjælpe. Konsekvensen er klar: Hvis fuglen ikke hurtigt kommer i de rigtige hænder, ender det ofte med aflivning frem for behandling.

Rovfugle er samtidig blandt de mest krævende arter at håndtere. Det stiller helt særlige krav til erfaring, faciliteter og daglig omgang med netop disse fugle. Fejl i håndtering kan være fatale.

Vandrefalken, der senest er blevet aflivet, var en ældre hun, som forhåbentlig skulle have beriget Nordjylland med et nyt kuld unger denne sæson. Det var ikke en hvilken som helst fugl. Den var sjælden og et symbol på, at naturen kan komme igen, når vi passer på den og hjælper til i fællesskab.

Alligevel vælger vi systematisk den hurtige løsning: aflivning frem for rehabilitering. Ikke fordi det altid er nødvendigt – men fordi lovgivningen spænder ben, og adgangen til de rette kompetencer er begrænset. Artsfredningsbekendtgørelsen er lavet for at beskytte vilde dyr. Det er en god intention. Men den er ikke fulgt med tiden. I praksis rammer den skævt, når den samtidig forhindrer fagfolk i at hjælpe nødlidende og truede dyr, der ellers kunne være reddet og genudsat.

I stedet ender det alt for ofte med aflivning. Det er svært at forklare, når der faktisk findes mennesker, som både kan og vil forsøge at redde fuglen. Det bør ændres. For vi kan hjælpe flere truede dyr.

Der skal politisk åbnes for, at erfarne og kvalificerede falkonerer kan få dispensation fra § 30 i artsfredningsbekendtgørelsen til at pleje tilskadekomne rovfugle under klare rammer og myndighedskontrol. Ikke som en erstatning for de eksisterende vildtplejestationer – men som et supplement. Det handler om at bruge den viden, vi allerede har.

Falkonerer arbejder til daglig med rovfugle. De ved, hvordan man håndterer dem uden at gøre skade. De har faciliteterne. De har erfaringen. Men de må ikke bruge den, når en vild fugl har brug for hjælp.

Resultatet er enkelt: flere fugle dør unødvendigt. Jeg vil derfor opfordre politiske partier, grønne organisationer og andre interessenter inden for natur og biodiversitet til at bakke op om en ændring af den forældede lovgivning. Det her handler ikke om særinteresser. Det handler om at give vilde dyr en reel chance.

For den chance fik vandrefalken i Nordjylland ikke.