De presser os mod erhvervsuddannelser – uden at sikre os en plads

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Politikerne har i dag alt for travlt med at skubbe unge over på erhvervsuddannelserne. Det er forståeligt, da vi mangler dygtige fagfolk. Men har de nogensinde spurgt dem, der faktisk går på disse uddannelser, hvordan det egentlig er?

Bag facaden er der udfordringer som manglende ressourcer, fordomme og en hverdag, der ofte står i skærende kontrast til politikernes flotte ord.

Jeg startede i folkeskolen, hvor vejledningen om uddannelse ofte fremhævede erhvervsuddannelser som det bedste valg, mens gymnasiet blev nedtonet. Alligevel valgte jeg teknisk gymnasium (htx), hvor jeg havde en god tid, men fagligt var det svært for mig. Så efter gymnasiet føltes det derfor rigtigt at skifte til en erhvervsuddannelse.

Jeg læser til beklædningshåndværker, eller som mange måske kender det: en ”skrædder”. En uddannelse, der i dag virker temmelig niche, især når vi ser på, hvordan tøjproduktion i høj grad er flyttet til lande som Kina eller Tyrkiet. Så hvad laver en som mig på denne uddannelse? Jeg elsker at sy, og jeg vil gerne bruge mine hænder til noget. Jeg ville nok ikke kunne trives på et alment universitet, som var min originale plan.

Men det, politikerne sjældent nævner, er, hvor svært det er at gå på en erhvervsuddannelse. Måske ved de ikke bedre, fordi de aldrig selv har prøvet det. Men det er svært at tage politikerne seriøst, når de taler om manglen på fagfolk, mens jeg kæmper for at finde en læreplads. Hvordan kan der være mangel på dygtige fagfolk, når systemet ikke engang formår at hjælpe os, der ønsker at uddanne os?

Jeg er godt klar over, at min uddannelse er forholdsvis nichepræget, men som beklædningshåndværker handler det ikke kun om at sy – det handler i lige så høj grad om design og udvikling af tøj. Hvis man hurtigt søger på Google, kan man se, at interesseorganisationen Dansk Mode & Textil (DM&T) repræsenterer omkring 350 mode- og tekstilvirksomheder i Danmark.

Det er svært at finde et præcist samlet tal for, hvor mange modevirksomheder der findes i landet, men DM&T’s medlemsantal giver i hvert fald en god indikation af branchen. Med omkring 350 modevirksomheder i Danmark burde der være gode muligheder for lærepladser. Vi er en lille gruppe beklædningshåndværkere, så der burde være plads til os. Selv større virksomheder som Bestseller har kun få elever, hvilket stadig er et lavt antal i forhold til dens størrelse.

Jeg føler især, at skrædderne glemmer, hvem der skal udgøre fremtiden for faget. Jeg forstår godt, at hvis de ikke har penge nok til at ansætte en elev, så er det bare sådan, det er. Men det er virkelig demotiverende at sende ansøgninger til store steder som DR og få at vide, at de kun tager praktikanter – altså gratis arbejdskraft.

Jeg står ikke alene i min kamp for at finde en læreplads. Mange af os, der vælger håndværksfagene, bliver mødt med de samme udfordringer: mangel på støtte, begrænsede muligheder og et system, der ikke rigtig forstår, hvad vi har brug for. Hvis der virkelig er mangel på faglærte, hvorfor er der så stadig så få, der får mulighed for at praktisere deres færdigheder?

Jeg er ikke den eneste, der har det svært. Jeg læste en artikel om, hvordan tømrere kæmper med at finde lærepladser, og hvis man laver en hurtig Google-søgning, finder man 15.272 tømrerfirmaer.

Det er et langt større tal end antallet af modevirksomheder. Så uanset om man er i en nichebranche som mig eller i et mere traditionelt håndværk, er det stadig en stor udfordring. Det er derfor ikke altid det bedste at lægge et kæmpe pres på os for at vælge en erhvervsuddannelse, når selv de etablerede fagfolk kæmper for at følge med og ikke kan tilbyde os en læreplads.

Jeg har også erfaret, hvor stor en forskel det gør, hvilken skole man går på. Først senere gik det op for mig, at du står stærkere, hvis du enten har mange kontakter i branchen, eller hvis du går på skolen i Sønderborg. Det øger markant dine chancer for at få en læreplads hos en skrædder.

Selv læser jeg på VIA i Herning og føler mig ofte lukket ude. Det føles uretfærdigt på grund af mit skolevalg, som jeg ikke vidste ville stille mig svagere. Jeg synes ikke, det er rimeligt over for os, der ikke på forhånd kendte ”de rigtige valg”.

Det virker, som om mange i branchen slet ikke har lyst til at tage en chance med studerende, der kommer fra andre skoler end dem, de foretrækker. Det skaber en skævhed, som vi ikke selv har haft indflydelse på, og som desværre får os til at føle os mindre værd. Jeg oplever ofte, at virksomheder håndterer henvendelser fra elever, der søger læreplads, meget dårligt, og jeg er flere gange blevet ignoreret.

Et konkret afslag ville være helt fair, men det føles både frustrerende og respektløst slet ikke at få svar. Det er demotiverende som ung, når man står tidligt i sin karriere og ikke har de rette kontakter, og det kan føles, som om branchen er svær at få fodfæste i. Og ja, man kan spørge: ”Hvorfor skifter du så ikke bare skole?”

Men det burde ikke være nødvendigt. Det er dybt problematisk, at der i hele landet kun findes to skoler for beklædningshåndværk, og at man alligevel møder så mange lukkede døre.

Så hvorfor gør vi ikke noget ved det? Der burde være nogen, der hjælper os med at komme ind, eller i det mindste nogen, der er mere åbne over for os. Jeg synes, det er problematisk, at hvis selv fagfolkene har svært ved at følge med, så giver det ingen mening at forsøge at tvinge os over på en erhvervsuddannelse.

Politikerne laver reformer af gymnasiet, bl.a. højere adgangskrav, flytning af elever og forslag om at ændre eller nedlægge uddannelser som htx og eux. Det kan give indtryk af, at gymnasiet gøres mindre attraktivt for at få flere over i erhvervsuddannelser. Samtidig fjerner de 10. klasse, hvilket betyder, at man ikke engang får muligheden for at forbedre sit snit.

I stedet bliver man som 15-årig tvunget til at træffe et valg, der kan have konsekvenser for resten af ens liv, især hvis man ikke bare kan få muligheden for at komme ind på gymnasiet. Resultatet er et enormt pres på erhvervsuddannelserne. Og hvis vi allerede nu har svært ved at finde lærepladser, hvordan skal det så gå, når endnu flere unge, måske modvilligt, bliver presset over i den retning?

I stedet for at gøre gymnasiet mindre attraktivt burde politikerne fokusere på at gøre erhvervsuddannelserne mere tiltrækkende. Hvis man ønsker, at flere unge vælger den vej, skal det ske ved at motivere dem og få dem til at føle sig værdsatte, ikke pressede. En del af løsningen kunne være at styrke samarbejdet mellem erhvervsskoler og virksomheder, så elever er garanteret lærepladser og får et klart billede af, hvad uddannelsen fører til.

Samtidig bør der ydes økonomisk støtte til små og mellemstore virksomheder, så de har mulighed for at tage elever ind og give dem en ordentlig oplæring. Når det gælder min egen nichebranche, oplever jeg, at mange fagfolk slet ikke ved, hvordan det er at have en elev. Det kan føles som et ekstra tidspres, og netop derfor har vi brug for nogen, der kan informere og vejlede de små virksomheder om, hvordan det fungerer i praksis.

Jeg har f.eks. selv været til en samtale i en virksomhed, hvor de stillede mig spørgsmål om det praktiske i at have en elev – noget, jeg som elev faktisk ikke ved så meget om endnu. Min rolle er jo at blive lært op, ikke at lære virksomheden, hvordan man har en elev. Derfor er det vigtigt at informere fagfolk om, hvor stor en værdi det har at tage elever ind – både for virksomheden og for fremtidens arbejdsstyrke.