Skulle vi ikke bruge den samme lommeregner, hva'?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man i regionsrådene igen og igen diskuterer, om behandlinger er for dyre i det private, er det værd at stoppe op og stille et helt grundlæggende spørgsmål.

Regner vi egentlig på den samme måde?

For lige nu ligner det, at regionerne bruger én lommeregner, mens private sundhedsaktører bruger en helt anden. Og det er patienterne, der betaler prisen.

I en tid, hvor vi stadig har lange ventelister, mange behandlinger, pres på personale og et stigende pres på hospitalerne, burde al sundhedspolitik tage udgangspunkt i ét simpelt mål: mest mulig sundhed for borgernes penge.

Alligevel ser vi gang på gang, at regionerne hjemtrækker aktivitet fra private hospitaler, med henvisning til at det offentlige angiveligt kan gøre det billigere selv.

Problemet er bare, at regnestykket ofte ikke hænger sammen, fordi det ikke er fuldt oplyst.

Kernen i problemet er manglende prisgennemsigtighed.

Når regionerne sammenligner egne omkostninger med de takster, de betaler private hospitaler, udelader de ofte helt centrale udgifter. Anlægsomkostninger til bygninger, afskrivninger, vedligehold, strøm, rengøring og drift fylder sjældent i regnestykket.

Det er, som om mursten og elektricitet er gratis i det offentlige. I den private sektor er virkeligheden en anden. Her er alle disse udgifter indregnet i taksterne, krone for krone.

Resultatet er forudsigeligt. Når man sammenligner et ufuldstændigt offentligt regnestykke med et fuldt privat, kommer privathospitalerne til at se relativt dyrere ud, end de reelt er. Det er en økonomisk illusion skabt af skæve beregninger og ikke af ineffektivitet hos private aktører.

Og illusionen får politiske konsekvenser. Aktivitet flyttes tilbage til regionerne, selv om patienterne måske kunne være blevet behandlet hurtigere og billigere for samfundet i det private.

Det er ikke bare en teoretisk diskussion. Flere myndighedsanalyser peger på, at gennemsigtighed i prisberegninger er afgørende, når offentlige og private aktører skal sammenlignes fair.

På andre velfærdsområder som ældreplejen har analyser vist, at manglende indregning af både direkte og indirekte omkostninger gør det svært for ikke-offentlige aktører at gennemskue og blive sammenlignet med kommunernes egne tilbud. Det samme grundlæggende problem går igen i sundhedsvæsenet.

Samtidig ved vi, at patienterne er langt mere optaget af kvalitet og ventetid end af, om behandlingen leveres af et offentligt eller privat hospital.

Modargumentet lyder ofte, at hjemtrækning styrker den offentlige kapacitet på lang sigt. Men også her må man spørge: kapacitet til hvad og til hvilken pris?

Hvis man investerer millioner i bygninger og udstyr uden at medregne de reelle omkostninger i driften, risikerer man at binde ressourcer, som kunne have givet mere og hurtigere behandling her og nu. For patienten, der venter på en operation, er det en ringe trøst, at regnestykket ser pænt ud på papiret.

Derfor er budskabet enkelt. Skal vi træffe kloge beslutninger i sundhedsvæsenet, må vi bruge den samme lommeregner. Alle omkostninger skal med, uanset om behandlingen leveres af et offentligt hospital eller et privat.

Først når vi har fuld prisgennemsigtighed, kan vi reelt diskutere, hvor patienterne får mest sundhed for pengene.

Hvis vi mener det alvorligt, at patienten skal være i centrum, kan vi ikke blive ved med at sammenligne æbler og pærer. Fair konkurrence, gennemsigtige priser og ærlige regnestykker er ikke et ideologisk projekt.

Det er sund fornuft. Og det er en forudsætning for et sundhedsvæsen, der sætter patienten først.