Man kan godt tale om handicappede, Ditte Okman

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vel skal hun ej fyres. Få proportionerne på plads. Var det uheldigt og respektløst, at hun og resten af holdet på Radio IIII lo højt over et indslag fra valgkampen, hvor Rasmus Lund-Sørensen, der har cerebral parese, undrede sig over, at handicapområdet fylder (fyldte) så uendeligt lidt i valgkampen?

Ja, vel var det da det! Det kan der ikke være to meninger om. Men en fyring bagefter? Refleksion og handling kan have langt større og mere positiv effekt end konsekvensen af en fyring. Fejl og læring bør følges ad.

Derfor ville det klæde jer, Ditte og måske især Radio IIII, hvis I virkelig mener jeres undskyldning og anger, at I sætter fire-seks timer af på jeres flade over en månedstid til at give Rasmus og alle andre handicappede, som kæmper en daglig kamp for retten til et værdigt liv i et kommunalt styret system med BPA-ordninger og bevillinger, en stemme, der kan høres. Det er nemlig den magt, I har.

Jeg er handicaphjælper og har ikke på noget tidspunkt hørt en eneste af mine chefer (som den handicappede jo er) give udtryk for andet end at være ked af følelsen af at være forfulgt af et system, som kun tænker i kasser og økonomi. Til gengæld kunne jeg – hvis jeg måtte – citere og beskrive mange og lange samtaler om frustrationer over mødet med – næsten altid forskellige – rådgivere og rigide systemer.

I skulle prøve at undersøge, hvad et begreb som ”kommune-angst” dækker over. Hvad det vil sige at leve et liv, hvor man f.eks. ikke tør flytte til en anden kommune af frygt for, at ens BPA-ordning forringes eller helt fjernes, fordi ny kommune kører efter strammere systemer? Eller et liv, hvor du hellere selv finder midler i en sparsom økonomi til at betale for f.eks. en reparation af en kørestol frem for at skulle stikke snuden frem og få en ekstra bevilling hos kommunen. Frygten for, at systemet rynker brynene og begynder at rokke ved det fundament, man trods alt har med sin BPA, er alt for stor.

BPA-bevillinger bør som minimum op på regionalt niveau. Og allerhelst helt centralt styret i en statslig instans, så det er ligegyldigt, om den handicappede bor i Skagen og ønsker at flytte til Viborg eller Virum. For så er BPA-ordningen sikret og den samme for alle.

Det ville være værdigt for den handicappede. Og et tilsvarende værdigt aflad for Radio IIII og Ditte Okman. Sæt i gang.