Landbruget må løfte blikket væk fra egen navle og ud mod verden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark og Europa står ved en skillevej. Spørgsmålet er ikke længere kun, hvordan vi producerer vores fødevarer, men om vi overhovedet ønsker at kunne gøre det selv i fremtiden.

Den politiske debat har i stigende grad fået et indadvendt fokus. Vi diskuterer detaljer i vores egen regulering, skærper kravene til vores egne producenter og fører valgkampe, hvor komplekse emner som dyrevelfærd, drikkevand og adgang til arbejdskraft reduceres til overskrifter og hurtige markeringer. Det så vi tydeligt både op til og efter folketingsvalget i 2026. Men mens vi kigger indad, rykker verden sig hurtigt.

For nylig besøgte en EU-delegation Kina. Her deltog blandt andre EU-politikeren Christel Schaldemose, som efterfølgende udtrykte chok over, hvor målrettet kinesiske producenter presser de europæiske markeder med varer af tvivlsom karakter og over den hastige teknologiske udvikling i kinesisk produktion.

Det burde ikke overraske nogen. Kina har i årevis styrket sin position på det globale fødevaremarked. Landet investerer massivt i automatisering, ny teknologi og kunstig intelligens i produktionen. Kombinationen af målrettede investeringer, mindre bureaukrati og langt mere lempelig regulering giver kinesiske producenter et markant teknologisk og økonomisk forspring.

I Europa går udviklingen den modsatte vej. Her vokser bureaukratiet, og reguleringen bliver stadig mere omfattende. Landmænd møder et uoverskueligt regelsæt, som gør det vanskeligere at drive og udvikle produktionen.

Tiltag som store arealudtagninger i den grønne trepartsaftale, yderligere sprøjtningsforbud og en stadig strammere kvælstofregulering risikerer samlet set at reducere vores produktionskapacitet markant. Samtidig ser vi puljer til grøn teknologi blive aflyst eller beskåret – netop de investeringer, der kunne have styrket både bæredygtighed og konkurrenceevne.

Resultatet er en selvforstærkende udvikling: Europa svækker sin egen fødevareproduktion, mens andre dele af verden styrker deres.

Det er en farlig kurs. For hverken Danmark eller EU har råd til at gøre sig afhængige af import af fødevarer fra lande uden for vores egen indflydelse. I en tid med geopolitisk uro, krige tæt på Europa og skærpet global konkurrence er forsyningssikkerhed ikke en luksus – det er en nødvendighed.

Danmark har gennem generationer bevist, at vi kan producere fødevarer effektivt, ansvarligt og med høj kvalitet. Den styrkeposition må vi ikke afvikle. Tværtimod bør vi bygge videre på den. Det kræver, at vi løfter blikket. Vi skal fortsat værne om natur, biodiversitet og drikkevand. Det er fundamentalt. Men regulering må ikke blive et mål i sig selv. Den skal understøtte udvikling, ikke kvæle den.

Hvis vi ønsker en fremtid med danske og europæiske fødevarer, kræver det politisk mod. Mod til at forenkle regler, reducere unødigt bureaukrati og skabe stabile rammer, der fremmer investeringer i teknologi og innovation i stedet for at bremse dem.

Alternativet er en gradvis afvikling af vores egen produktion og en stigende afhængighed af import fra lande, der hverken deler vores standarder eller værdier. Vi må, meget forsimplet, beslutte os for, om vi vil møde op til det internationale kapløb i en sæbekassebil eller en Formel 1-bil. Det valg bør ikke være svært.