Er Løkke ved at gøre Danmark til en bananrepublik?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Er Danmark ved at blive en skattepolitisk bananrepublik? Det lyder hårdt. Men det er den eneste rimelige konklusion, når Lars Løkke Rasmussen melder ud i valgkampen, at Moderaterne overvejer at løbe fra en del af finanslovsaftalen for 2026: afskaffelsen af chokoladeafgiften, der efter planen skulle bortfalde allerede den 1. juli. Om mindre end tre måneder.

Direktøren for Bagsværd Lakrids, Morten Kornbech Larsen, spurgte prompte: Hvad pokker bilder du dig ind, Lars Løkke? Det er et fair spørgsmål – og i den rette tone. Virksomheder som Bagsværd Lakrids har allerede truffet vigtige beslutninger og indgået bindende aftaler baseret på den finanslov. Er der afgift på chokolade, eller er der ikke? Det er ikke et akademisk spørgsmål.

En lakridsplade fra Bagsværd Lakrids koster 79 kr. i butikken. Med en forhandleravance på 30 pct. – og det er nok lavt sat – får producenten 44 kr. før moms. Afskaffes afgiften alligevel ikke, koster chokoladeafgiften 4 kr. og 16 øre pr. plade. Det er næsten 10 pct. Og det kan æde det meste af fortjenesten.

Chokoladeafgiften er ikke bare dyr. Den er absurd. En træstamme eller romkugle belægges med fuld afgift af hele sin vægt, hvis den er dækket af chokolade — men ikke, hvis kun enderne er dyppet. Hvid glasur udløser afgift af glasurens fulde vægt, mens glasur med en smule kakao kun beskattes af kakaodelen. Grænsen? 5 pct. kakao – cirka.

Landsskatteretten har pålagt afgift af glasur med blot 4 pct. kakao, fordi den smagte af kakao og var brun nok til at signalere det. Afgiftens rækkevidde afhænger altså af subjektive sanseindtryk. Skatterådets medlemmer samles derfor jævnligt til det, der officielt hedder ”organoleptiske undersøgelser” – hvor de vurderer smag, konsistens, duft og udseende af diverse produkter for at afgøre, om de er chokolade eller ej. Indimellem stemmer de om det. Afgiften kan endda ramme produkter uden et gran chokolade, hvis rådet skønner, at de minder tilstrækkeligt om chokolade og tilfredsstiller samme behov.

Chokoladeafgiften er fra 1922. Den burde have været afskaffet for årtier siden.

Men det allerstørste problem er ikke afgiften selv. Det er, at politiske aftaler åbenbart ikke længere er til at stole på – fordi et af de partier, der endda sad i regering, da finansloven blev forhandlet, nu overvejer at løbe fra en del af sin egen finanslov. Virksomheder, der har disponeret i god tro, bliver smidt under bussen.

Hvis erhvervslivet ikke længere kan stole på aftaler indgået på Christiansborg, bliver det vanskeligt at drive virksomhed i Danmark. Erhvervslivet har typisk brug for en planlægningshorisont på mindst et år for at kunne drive virksomhed – nogle gange væsentligt længere.

Regeringen siger selv, at den skal bruge to-tre år på at ændre momssystemet, men den vil altså gerne byde private virksomheder at stå i uvished om afgifter et par måneder inden en annonceret ændring.

Lars Løkke Rasmussen har brug for at minde sig selv om, at det i sidste ende ikke er ham, men danske virksomheder, der sikrer job til danskerne og finansierer skoler, plejehjem, hospitaler og forsvar.

Moderaterne bør melde klart ud, at partiet naturligvis står ved hele finanslovsaftalen og dermed garanterer, at afskaffelsen af chokoladeafgiften pr. 1. juli står ved magt.