Iran har forsøgt reformer. Nu er illusionen død – verden må hjælpe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I årtier har iranerne stemt, protesteret og håbet. Svaret har hver gang været det samme: vold.

I mere end 25 år har det iranske folk forsøgt én ting: at ændre systemet indefra. De stemte på Mohammad Khatami i 1997. De gentog forsøget med Hassan Rouhani i 2013. Begge gange med håb om reformer, friere rammer og en mindre brutal stat. Begge gange uden resultat. For magten i Iran ligger ikke hos de valgte – men hos de ikke-valgte.

Det er i bund og grund landets såkaldte åndelige leder og revolutionsgarden, som regerer landet og bruger de såkaldt folkevalgte som papfigurer til at gøre regimet legitimt og blåstemple regimets handlinger. Regimet har opbygget et enormt sikkerhedsapparat, som har til formål at nedkæmpe enhver form for protest. Regimet fortolker protester som noget, der er dikteret udefra, og nægter at løse de hverdagsproblemer, som den unge generation står med.

Når stemmesedlen ikke virker, går mennesker på gaden. I 2019 blev mindst 304 demonstranter dræbt ifølge Amnesty International, mens andre vurderinger peger på op mod 1.500 dræbte. I 2022, efter drabet på Mahsa Amini, blev mindst 500 mennesker dræbt, og titusinder arresteret. I Zahedan alene blev mindst 96 mennesker skudt på én dag.

Hver gang gentager historien sig: protest – repression – stilhed.

I januar 2026 gjorde regimet noget, det har gjort før – men nu i en langt større skala:

Det slukkede landet.

Iran blev ramt af en næsten total internetnedlukning. Det var ikke en teknisk fejl. Det var en strategi. Når ingen kan se, hvad der sker, kan alt ske. Det mest rystende er ikke kun volden – men usikkerheden om dens omfang. Ingen ved det præcise tal. Og det er i sig selv en del af problemet.

Noget afgørende har ændret sig. Protesterne handler ikke længere om reform. De handler om systemskifte. I gaderne høres ikke længere kun krav om forbedringer. Der råbes på et alternativ.

Navnet, der går igen og igen, er Reza Pahlavi. Det er et tegn på, at befolkningen ikke længere tror på, at systemet kan ændres. Kun at det kan erstattes.

Det iranske folk har gjort alt det, man kan forvente:

De har stemt på reformvenlige kræfter. De har protesteret fredeligt for forandring indefra. De har forsøgt at ændre systemet fredeligt. Og de har betalt prisen for det. Med deres frihed. Med deres liv.

Spørgsmålet er ikke længere, om systemet kan reformeres indefra. Spørgsmålet er, hvor længe verden vil lade som om, at det kan. Hvis et regime kan skyde tusinder af sine egne borgere i mørke og stadig blive mødt med forhandlinger i lyset, er det ikke kun Iran, der er i krise.

Det er vores forståelse af, hvad vi accepterer i verden. Og lige nu er verden taget som gidsel i konflikten mellem Iran og USA og Israel på den anden side. Ja, regimet har taget verdens energisikkerhed som gidsel.

Hvis verden ikke handler nu, har man vist regimet vejen til at afpresse hele verden, ikke kun egen befolkning. Dette regime skal væk, både for verdenssamfundets skyld og for den iranske befolknings skyld.