Nej, selvomsorg er ikke en afbudsgrund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Du har glædet dig. I aftalte det for tre uger siden: en gåtur rundt om søerne, kaffe bagefter. Så kommer beskeden dagen før. ”Jeg orker det bare ikke. Jeg har brug for at passe på mig selv.” Du svarer selvfølgelig, at det er okay. For hvad er alternativet?

Jeg er selv stor fortaler for, at vi passer på os selv. Jeg har prøvet at brænde ud, og det var ikke brugbart.

Så jeg forstår trangen til at trække stikket.

Men jeg er begyndt at undre mig over, hvad vi egentlig mener, når vi siger, at vi passer på os selv. For meget tit ser det ud til at betyde: ligge derhjemme og scrolle TikTok i fire timer.

Og det er her, det bliver paradoksalt.

Vi aflyser en gåtur rundt om søerne for at passe på os selv. Men gåturen er bevægelse. Frisk luft. Et menneske, der holder af os, ved vores side. Det er ikke en belastning.

Det er præcis det, vi er lavet til. I stedet vælger vi en skærm, der serverer kortformatvideoer designet til at holde os klistret fast, og som de fleste efterhånden ved sjældent gør os gladere.

Vi er sociale væsener. Det er ikke en poetisk påstand, det er bare virkeligheden. Vi har brug for hinanden på en måde, som ingen app nogensinde kommer til at erstatte. Og alligevel har vi skabt en kultur, hvor det er fuldt acceptabelt, ja nærmest modigt, at fravælge hinanden i selvplejens navn.

Jeg synes, vi skal passe på os selv. Men jeg savner, at vi skelner.

Der er forskel på at melde fra, fordi man er syg, fordi man er ved at bryde sammen, eller fordi man har brug for et reelt hvil. Og så er der at aflyse, fordi det føles lidt nemmere end at tage jakken på. Det første fortjener respekt. Det andet fortjener et venligt skub.

Problemet er ikke, at vi aflyser en gang imellem. Problemet er, at vi har gjort det til en ret, der ikke kræver noget af os. At ”jeg orker det ikke” er blevet et argument, der lukker enhver samtale, og som ingen tør udfordre, fordi vi ikke vil fremstå som nogen, der ikke tager mental sundhed alvorligt.

Men at tage mental sundhed alvorligt betyder også at vide, at det at isolere sig sjældent er svaret.

Og så er der hensynet til den anden. Den, der ikke aflyste. Den, der havde glædet sig. Den, der måske selv havde en hård uge, men som tog jakken på alligevel, fordi I havde aftalt det.

Aftalerne er ikke bare logistik. De er små løfter om, at vi er der for hinanden. Når vi behandler dem som valgfrie, sender vi et signal: Min komfort i øjeblikket vejer tungere end vores aftale.

Jeg tror ikke, vi er ligeglade med hinanden. Jeg tror, vi har fået et sprog, der gør det let at fravælge fællesskabet og svært at sætte ord på, hvad vi faktisk mister, når vi gør det. Vi kalder det selvomsorg. Men selvomsorg, der igen og igen vælger skærmen frem for mennesket foran os, er ikke omsorg. Det er bare det nemmeste valg.

Kontakten behøver ikke at være konstant. Vi skal ikke altid være på, og vi skal ikke tvinge os selv ud, når vi virkelig ikke kan. Men lad os passe på, at vi ikke bruger selvomsorg som en undskyldning for at blive i ekkokammeret, når det, vi egentlig har brug for, er at komme ud af det.

Næste gang du overvejer at aflyse, så spørg dig selv: Passer jeg på mig selv, eller passer jeg mig selv? Der er forskel.