Bryd tavsheden: Det er på høje tid at gøre op med frygt- og tavshedskulturen i folkekirken
Aarhus Stift skal vælge ny biskop. Man kunne ønske og håbe, at det bliver et menneske, der vil være bedre til at gøre noget ved et til tider anstrengt arbejdsmiljø.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Aarhus Stift vælger i denne tid en ny biskop. En vigtig post for alle aspekter af kirkens arbejde og den kultur, der hersker i kirken, både som arbejdsplads og som troværdig formidler af sit budskab.
Med opmærksomhed på og anerkendelse af de uhyre mange store og forskelligartede opgaver og ansvarsområder, der ligger på en biskops skuldre, har jeg et særligt øje på arbejdsmiljøet i kirken. Arbejdsmiljø, forstået som den måde, vi behandler hinanden på. Arbejdsmiljø, forstået som omsorg og omtanke for næsten.
Det er ikke nogen hemmelighed, at folkekirken har været plaget af til tider meget dårligt arbejdsmiljø. Sagerne har været mange, og håndteringen ofte nølende, mangelfuld og fejlslagen.
Offentligheden har tit forundret kunnet læse i aviserne, hvor slemt det også kan gå for sig på kirkelige arbejdspladser.
Det er ikke pressens skyld. Det skyldes desperation fra de mennesker, der ikke har haft andre handlemuligheder tilbage end at gå til medierne.
Det gælder også i Aarhus Stift, hvor præster, provster, medarbejdere og menighedsråd har levet med eller været vidne til psykisk pressede arbejdsmiljøer og set dybe medmenneskelige bekymringer blive fejet til side med såvel passivitet som pisk og gulerod, tavshed og juristeri.
Folkekirkens struktur er en sært sammensat størrelse, og meget kan sikkert med ret fejes ind under dens organisationsdiagram.
Men ikke alt kan dækkes ind under belejlige paragraffer og diagrammer; en levende tavsheds- og frygtkultur opstår ikke på et stykke papir, men mellem mennesker.
Måske ville Aarhus Stift have godt af en kandidat med et andet blik på kirkens ansvar og biskoppens embede, også som øverste ansvarlige leder af et stort og mangfoldigt personale.
En kandidat, der kommer udefra, og som med omtanke vil sætte sig ind i dets anatomi og dets mennesker fremfor at kende alle sine og alt sit på forhånd.
En kandidat, der ønsker at møde stiftets præster og menighedsråd med lydhørhed og åbenhed, og som ikke åbent latterliggør en sådan bestræbelse.
En kandidat, der ikke kun vil lytte til de tre ud af de fyrretyve, når mørket bliver lige mørkt nok, men også åbent vil række ud til de andre.
En kandidat, for hvem ikke blot embedet, men hele livet er på spil. Hvor kaldet til at være derude, hvor mennesker lider mest, har været en afgørende livserfaring. Som derfra kan genkende alvoren i menneskelivet og indgyde håb og fortrøstning.
En kandidat, der i praksis anser den kristne tro som en forpligtelse til gensidigt samarbejde og trivsel. Et samarbejde, som bør funderes på tillid og blik for menneskets værd. Med en magt, der ikke vilkårligt hæver sig over godt og ondt, men som handler med omhu og retfærdighed.
Du skal elske din næste som dig selv, er en voldsom stor fordring og nærmest umulig at leve op til.
Derimod rummer Løgstrups ord »den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd« en stærk etisk pointe, ikke mindst for magthavere i alle afskygninger.
Om kirken er stærkere forpligtet end ”vi andre”, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men hvilken glæde det dog vil være at sidde i en kirke med tillid til, at de ord, der bliver sagt fra prædikestolen, stemmer overens med det, der foregår bag kirkens tykke mure, når menigheden er gået hjem.
Den tillid og troværdighed vil jeg ønske for mit sogn, min by og hele Aarhus Stift.