Vi glemmer børnene i Israel. De påføres traumer af krigen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi taler om krig. Vi taler om politik, strategi og magtbalancer. Men vi taler alt for lidt om børnene. De israelske børn. De børn, der vågner om natten ved lyden af sirener. Som allerede før de lærer at cykle, ved, hvor det nærmeste beskyttelsesrum er. Som tæller sekunder, ikke til leg, men til overlevelse. For dem er frygt ikke en undtagelse. Det er en del af hverdagen.

For mig er det ikke abstrakt. Det er min familie. Jeg taler med dem. Jeg hører det i deres stemmer. Børn, der ikke kan sove om natten. Børn med angst. Børn med symptomer på ptsd.

Jeg tænker særligt på Liam og Sahya. De er snart fem år gamle. Det, de husker fra deres barndom, er ikke tryghed og leg. Det er krig. Alarmer. Frygt. Hver gang sirenen lyder, går de i panik. De græder. Deres små kroppe fyldes af angst.

Og når verden ser ud, som den gør lige nu, rejser der sig et spørgsmål: Hvorfor taler man ikke om dem? Hvorfor er de ikke vigtige i verdens øjne? Hvorfor ser vi ikke den samme indignation, når jødiske børn lever med terror, frygt og traumer?

Ja, der er børn på den anden side, der dør. Hver eneste gang er det en tragedie. Men der er også en grund til forskellen.

Israel beskytter sine børn. Israel sender ikke sine børn i frontlinjen. Israel investerer milliarder i beskyttelsessystemer, beskyttelsesrum og alarmsystemer for at beskytte børn som Liam og Sahya. Det betyder, at Israels befolkning i dag er blandt de mest beskyttede i verden. Og jeg er dybt taknemmelig for det. Taknemmelig for, at staten under disse omstændigheder gør alt, hvad den kan, for at beskytte civile. For hvis ikke den gjorde det, tør jeg næsten ikke tænke på, hvor højt dødstallet i Israel ville have været gennem historien.

For Israels fjender har civile som mål. Og det er her forskellen ligger.

Hvis Israel havde handlet på samme måde, ville dødstallene på den anden side have været langt højere. Men Israels fjender beskytter ikke deres egne civile. Tværtimod. De gemmer sig i tunneler, mens børn, kvinder og civile står ubeskyttet ovenover. Som et skjold. Jo flere civile ofre, jo større international opmærksomhed, jo flere demonstrationer, jo mere pres på Israel – livet er ligegyldigt, hadet til Israel styrer det hele: Dødskulten folder sig fuldstændigt ud.

Sådan er det ikke i Israel. Og det er jeg taknemmelig for. Men konsekvenserne er der stadig. Israel kan ikke beskytte mod alt. Ikke mod frygten. Ikke mod angsten. Ikke mod de ar, der sætter sig i et barns sind.

Det psykiske traume er virkeligt. Selvom psykologer, frivillige organisationer og civilsamfundet arbejder døgnet rundt, er det ikke nok. For hvordan heler man et barn, der er vokset op med sirener som godnatsang?