Kære Morten Messerschmidt: Du får mig til at føle mig forkert

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg skriver til dig, i håb om at du har lyst til at lytte til mig og de perspektiver, jeg har, og måske indgå i en dialog. Jeg er ikke politiker, jeg har faktisk ikke engang stemmeret ved folketingsvalg i Danmark, men jeg har en stemme, som jeg løfter lige nu.

Jeg har fulgt valgdebatter og valgkamp opmærksomt, og en dag blev jeg stille. Det var, da du sagde, at Danmark er for danskere. Det berørte mig dybt, og jeg følte mig helt udenfor, forkert og andenrangs som borger i Danmark. Den følelse har jeg aldrig haft før.

Jeg er en kvinde på 60 år, jeg har boet i Danmark i 41 år og været kæreste med en dansk mand i 43 år, som har været min mand i snart 39 år. Da vi flyttede sammen, blev Danmark vores bosted, da min mand var studerende. Jeg arbejdede et år, lærte sproget på et begynderniveau og fik derefter min kandidatuddannelse på Aalborg Universitet.

Jeg har arbejdet i alle år, nærmest alle år på fuld tid, vi har fået tre børn, der nu er voksne, er i gode job, stifter familie, og jeg er nu bedsteforælder til fire børnebørn. Jeg støtter børnefamilierne, som jeg nu kan, men med fuldtidsarbejde er det begrænset, hvor meget jeg kan bidrage med i hverdagene.

Jeg er offentligt ansat, er glad for mit arbejde, er god til det og betaler skat med glæde, da jeg ser, hvor meget brug der er for en god samfundsøkonomi, så vi kan støtte borgere, der har behov for behandling, støtte og omsorg.

Jeg er et menneske, der gerne vil være ordentlig, jeg har haft frivilligt arbejde i mange perioder af mit liv, jeg sorterer mit affald, jeg lader mennesker i Rema-køen og i trafikken komme før mig, jeg rejser mig stadig for mennesker, der har behov for at sidde ned i en bus.

Jeg kan flere danske sange og salmer end de fleste danskere, jeg ved, hvornår påsken ligger og hvorfor, jeg har opdraget mine børn til, at de skal have respekt for demokratiet og stemme ved de forskellige valg. Men Danmark er ikke for mig, hørte jeg dig sige en dag, her midt i valgkampen. For første gang følte jeg mig ikke velkommen i Danmark. Det var, som om jeg faldt lidt sammen inden i mig selv. Som om jeg havde gjort noget forkert. Har jeg det?

Jeg har ikke valgt at søge om dansk statsborgerskab. Jeg har tænkt på det. Men jeg har stadig en kærlighed til mit hjemland. De toner og melodier, jeg er opvokset med, kan jeg ikke helt vende ryggen til, de bliver ved med at tone i mig. Samtidig med at jeg synger og nynner og holder af de danske. Er det forkert?

Det handler om en indre følelse, som jeg føler, du dømmer ude. For mig har det været en dobbelt glæde at have mine egne rødder og samtidig favne det nye danske, de lidt andre toner og klange. Det er, som om du siger, at det ikke er godt nok.

Så er det faktisk, som om der farer en lille djævel i mig. At det er da også lige meget. Hvis Danmark er for danskere. Så må jeg opgive den for mig smukke sammensmeltning, som beriger mig og måske også mine omgivelser. Og blive mindre dansk, end jeg troede, jeg var blevet. Var det egentlig det, du ville med din udtalelse, kære Morten?