Debatten om udenlandsk arbejdskraft er alt for sort-hvid

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om land- og jordbruget er kørt af sporet. Især fordi den oftest bliver sort-hvid. Som når man roser enhver bedrift og produktion. Eller udskammer enhver landmand og gartneriejer og deres medarbejdere.

Tag nu påstandene om, at landbrugsbedrifter og gartnerier har brug for og skal have adgang til ubegrænset udenlandsk arbejdskraft.

Man fremhæver – og sikkert med rette – eksempler på afrikanske eller vietnamesiske medarbejdere, der gør det godt og har fair løn- og arbejdsvilkår.

I 3F’s Grøn Gruppe ser vi dog et langt mere blandet billede af forholdene for vores udenlandske kolleger i landbruget, på gartnerierne og i skovene. Alt for mange udnyttes gennem løn- og arbejdsvilkår, der ligger langt under sædvanligt dansk niveau og overenskomstaftaler. Og når du har gældsat dig for at komme til Danmark, for rejsen og med betaling til mellemhandlere, og ellers er uden kendskab til Danmark og danske forhold, så er du naturligvis utrolig udsat og svagt stillet på arbejdsmarkedet.

Omvendt har vi i 3F et konstruktivt og godt samarbejde med arbejdsgiverne i GLS-A, f.eks. om velkomstkurser for udenlandske landbrugspraktikanter, der skal i arbejde og oplæring på en overenskomstdækket bedrift.

De praktikanter har indtil nu ikke haft nævneværdige faglige udfordringer, og det er vores indtryk, at både landmænd, gartneriejere og praktikanter er yderst tilfredse med samarbejdet. For det er jo kernen i landbrugspraktikant-ordningen. At faglærte på grønne danske virksomheder videregiver viden og erfaring til kolleger under uddannelse, der som modydelse leverer værdsat arbejdskraft i produktionen.

Men hvis der er 20-30 praktikanter på et gartneri eller en svinebedrift og ingen faglærte kolleger. Hvis der er store sproglige barrierer, så praktikanterne kun sættes til elementære opgaver. Eller dyrevelfærds-, arbejdsmiljø- og sikkerhedsregler ikke formidles og overholdes.

Og hvis praktikanternes løn- og arbejdsforhold er langt ringere, end hvad der gælder for danske kolleger. Ja, så hører al anstændighed op, og der er tale om plat og grov udnyttelse af både de udenlandske kolleger og en ellers forsvarlig ordning.

Putins brutale krig mod Ukraine har sat en stopper for mange års tradition med praktikanter fra Ukraine. En overgang rettede man øjnene mod Brasilien, men nu er det afrikanere og vietnamesere, der i uforholdsmæssigt stort antal kommer hertil. Desværre viser myndighedernes kontrolbesøg i hjemlandet ofte, at praktikanterne slet ikke var i gang med en grøn uddannelse, som det kræves. Dermed forsvinder grundlaget for et praktikantophold i Danmark øjeblikkeligt.

Det er også helt uforståeligt, at grønne virksomheder som efterspørger medarbejdere på danske vilkår, ikke henvender sig til nærmeste 3F-afdeling. Eller slår deres ledige job op på det europæiske jobnet.

I skrivende stund kan der tælles tre danske stillingsopslag på det europæiske jobnet inden for den grønne sektor. Hvis manglen på hænder er så alvorlig, som det påstås, hvorfor så have stort besvær med at trække medarbejdere til fra fjerne kontinenter, når kolleger fra Syd- og Sydøsteuropa vil være stærkt tiltrukket af muligheden for et job på danske løn- og arbejdsvilkår?

Vi har i den seneste tid konstateret nye, ansvarlige toner fra visse arbejdsgiverkredse om et tæt samarbejde med fagbevægelsen vendt imod underbetaling, social dumping og arbejdslivskriminalitet, f.eks. i byggesektoren. Jeg er overbevist om, at 3F’s Grøn Gruppe i samarbejde med arbejdsgiverne i GLS-A vil forfølge en tilsvarende, ansvarlig faglig samarbejdslinje.